28. jun. 2009

Skovjordbærsyltetøj, videreudvikling af.


Igen i år er der ustyrlig mange skovjordbær. I løbet af et øjeblik har jeg plukket 500 g.


Opskriften jeg sylter efter er den samme som sidste år, bortset fra at sukkeret er erstattet med et glas rabarbersirup som jeg havde stående i køleskabet. Portionen må være lidt større for jeg kan ikke rigtig smage mynten og peberkornene. Eller også er mine smagsløg faldet af på den. Men dejligt smager det i alle fald.

23. jun. 2009

Min egen misticanza.


Det er praktisk at have en blog. Jeg fører selvfølgelig havekalender sideløbende, men nu behøver jeg ikke i alle tilfælde finde min havekalender frem. Hvis jeg bare kan finde computeren er jeg godt hjulpet.
Som f.eks. med cikorierne. For ca. en uge siden slog jeg op i bloggen for juni 08. Jer erfarede at det var tid til at så cikorier. Hvilket jeg straks gjorde. Der er såmænd ikke noget nyt i år. Det er ovenikøbet nøjagtig de samme poser som sidste år. Så jeg såede med det forsæt at i år skulle jeg altså tømme poserne.
Det lykkedes ikke! De er virkelig store, de italienske frøposer. Jeg må se at få brugt dem, frøene holder jo ikke evigt. Jeg krydser fingre for at de stadig spirer i år.
Nu har jeg blandet min egen misticanza. Den kan jeg så direkte (når jeg finder et lille ledigt hjørne) og bruge som pluksalat indtil de store salathoveder er klar.

Og der er stadig frø!

19. jun. 2009

Stikkelsbær. Usn. Og hyld.


Vi er så heldige at vi har en stikkelsbærbusk. Den har vi haft altid, derfor er den usn. Det tog mig lang tid at regne ud hvad usn betyder, men nu tror jeg at jeg har fundet ud af det. Usn= uden sortsnavn. Det er grønne stikkelsbær og jeg har plukket den første lille portion knaldhårde og umodne bær. Dertil et par store hyldeblomstskærme. Sammen med bunden af den koldrørte hyldedrik blev det til to glas lækkert syltetøj. Eller hedder det sylt?




350 g umodne stikkelbær, hyldeblomster fra to skærme, 250 g sukker og sirup som ligger tilbage når man har hældt siruppen på flaske, et par skiver ingefær.
Alt gives et opkog og hviler til næste dag, hvor det koges ind til en passende konsistens. Ingefærskiverne tages evt. op inden det hældes på rengjorte glas.


Jeg spiser det på yoghurt eller ostemad.

17. jun. 2009

Salatskålen netop nu.


Til min salatskål i dag har jeg taget
udtyndede rødbeder, burpees golden
rødbedeblade, bulls blood
bladbeder, bright silver
rucola
sukkerærteskud, bamby
salat, lattuga lingua di canarino
koriander
Linas tomat


Ikke for mange ærteskud selvfølgelig, så kommer der jo ikke ærter, men de er meget smukke og dekorative i salaten og så smager de helt fantastisk.

16. jun. 2009

Linas tomat.


Jeg har gjort mig meget umage med tomaterne i år. Valgt mange forskellige slags, sået tidligt, båret planterne ud og ind af drivhuset, plantet tidligt ud i kapillærkasser, dækket med fiberdug om natten. Alligevel kommer årets første tomat fra Linas tomatplante.
Lina har overvintret sin plante og taget en stikling til os i foråret.
Behøver jeg at sige at Linas tomat vil få første prioritet til efteråret, når der skal skaffes plads til overvintrende planter?
P.S. MIne “egne” tomater ser ud til at lade vente på sig.

14. jun. 2009

Efter regn, blæst og kulde.






















I går kunne vi igen vove os ud efter at have været regnet inde i et par dage. Jeg ved godt at jeg ikke kan tillade mig at klage. Det er trods alt ikke en katastrofe, vi er jo ikke afhængige af afgrøderne. Men alligevel, at blive mødt af synet af knækkede ærter, hvidløg og artiskokker der er drejet af i vinden, meloner der er ved at dø af kulde, er ikke videre opmuntrende. Denne artiskok med blomsterknop håbede jeg at friske lidt op ved at sætte den i en spand vand.

10. jun. 2009

Hyldesiruppen er færdig.


Jeg har lavet to halve portioner.
Siruppen til højre er halv portion med et 1 kg hvidt roesukker. Det passede med en pose.
Siruppen til venstre er halv portion med citronsaft og skræl og 1.2 kg rørsukker. Det passede med to poser.
Indrømmet, det er besværligt at røre sukkeret ud, faktisk umuligt. Sirupperne står i store skåle i køleskabet og en del af sukkeret bundfælder sig mellem hver omrøring. Jeg tænker at det vil være godt at bruge til f.eks stikkelsbærsyltetøj.
I øvrigt har jeg opdaget at vinderen i DM i hyldeblomstsaft 2001 netop er en koldrørt hyldesaft. Blot er det mange år siden jeg er holdt op med at bruge atamon. Det hænder da at noget af mit sylteri mugner, men det er så sjældent, at jeg synes at det er det værd.

7. jun. 2009

Mere om hvidløg.


Da vi havde besøg af kinesiske venner brød de nærmest ud i jubel da de fik øje på hvidløgene som var ved at gå i stok.
Stykket fra lidt over jorden og op til knoppen, befriet for blade er en særlig delikatesse.
Jeg søgte lidt på nettet og fandt frem til at grønne hvidløg i Kina er et biprodukt ved dyrkning af særlige sorter af hvidløg, som er kendt for at danne disse stængler. Man høster forsigtigt stænglen så løget kan vokse videre og høstes senere. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af hvilke sorter det drejer sig om. Sikkert en erhvervsgartner-hemmelighed.Vi høstede selvfølgelig straks og wokkede hvidløgene. Det smagte ganske rigtig meget, meget godt.
Hvis det lykkes at modne hvidløgene, nu uden stængel, kan jeg jo håbe at føre denne egenskab videre.

5. jun. 2009

Den skønne hyldetid.


Det er indbegrebet af sommer når valmuerne springer ud, jordbærrene modnes og hylden dufter overalt. De første blomster smager allerbedst, så jeg har allerede været ude at plukke til den første portion hyldesirup.. Hyldedrik kan laves efter flere principper.
1. hyldeblomster + citron + citronsyre + kogende vand og sukker
2. hyldeblomster + sukker + citron + citronsyre + kogende vand
3. hyldeblomster + citron + citronsyre + koldt vand + meget sukker

Vi har i årevis brugt 2. metode, men for et par år siden afprøvede jeg alle tre metoder for at sammenligne.
1. Giver en brunlig drik. Det bryder vi os ikke så meget om.
2. Her får man en lys drik som har den fordel at man kan begynde at drikke den så snart sukkeret er opløst (hvis man ikke kan vente de anbefalede antal dage)
3. Giver en fantastisk sirup med helt lys nærmest hvidlig farve og en utrolig frisk smag. Den holder meget længe, vi drak det sidste i slutningen af august. Minusset ved denne opskrift er at det er temmelig svært at udrøre og opløse sukkeret, da det hele foregår koldt. Man kan heller ikke smugdrikke, da sukkeret først røres i efter 5 dage. Alligevel er det helt klart vores favorit. I år vil jeg lave 2 udgaver. Én med alm. roesukker og én med rørsukker.

Her er så vores foretrukne svenske overleverede opskrift:

3. jun. 2009

Kan man dyrke have på tredje sal?



Det får vi at se. Ejvind fik i går til sin altan
tomat, ananas noir, black cherry
aubergine, skorospely, golden egg, machiaw
chili, sweet wrinkled old man, Gitte Olsen
Måske hører vi i løbet af sommeren hvordan det går.

1. jun. 2009