27. jan. 2009

Hjælp, vi har fået dyr i haven.













































Først syntes jeg, at det var sødt. Jeg gik forsigtigt nærmere for ikke at skræmme dem. Siden opdagede jeg, at de slet ikke var bange. De var faktisk ikke til at jage bort! Så hvad gør vi? Jeg håber virkelig, at de finder nogle andre græsgange. Lige nu hvor det kun er nogle gamle bladbeder, det går ud over, kan det gå. Men så snart jeg begynder at så og plante ud, vil det være et problem. Jeg vil nødig til at hegne hele haven ind.

25. jan. 2009

Salatskålen netop nu.


Denne søndags salat består af
cikoriesalat, pain de sucre. Virkelig utroligt som de holder sig efter flere gange frost og tø og helt uden dækning af nogen art. Dem kan jeg roligt sætte endnu flere af til næste år.
friske nye judasøre fra hyldetræerne i skellet
og rød peberfrugt fra supermarkedet. Ja, vi er jo ikke helt selvforsynende.

20. jan. 2009

Græskarsuppe.


På en nylig rejse til Canada lånte jeg på biblioteket en meget flot bog om alverdens græskar og deres anvendelse. Hjemme igen lavede jeg efter hukommelsen en dejlig suppe. Røde linser og græskar passer ikke blot i farve men også smagsmæssigt rigtig godt sammen.



Græskar-linsesuppe.
Finthakket hvidløg, chili og ingefær svitses i olivenolie. Tilsættes 1 dl røde linser og en passende mængde græskar skåret i små stykker. Der røres lidt og tilsættes vand og bouillonterning. Koger indtil græskarret er mørt. Serveres med lidt ekstra olivenolie.

14. jan. 2009

Vi henter stadig mad i haven.

Her midt i januar leverer haven stadig tilskud til alle hovedmåltider. Det er f.eks.

Revet æble, mutzu, til morgenmad.


Cikorie, pain de sucre til frokost. De store flotte salathoveder har overlevet frosten!


Rosenkål, usn, til aftensmad.

9. jan. 2009

Vinteren er ikke helt afskaffet.


Nej, vinteren er ikke helt afskaffet, men næsten. Efter et par dages vinterligt intermezzo har jeg set på havens tilstand. Det er endnu for tidligt at sige noget afgørende om, hvor stor skade der er sket.


Rødbederne under fiberdug var halvfrosne, men jorden mellem dem var let og løs.Jeg tog et par stykker ind og tilberedte dem. Først en tur i ovnen med masser af hvidløg og olivenolie. Til sidst fik de et opkog i en gryde med æblebalsamico. Måske ikke verdens mest innovative ret, men det fungerede og det smagte godt.

5. jan. 2009

Frost, sol og hvidkål.


I dag har jeg været ude at nyde solen og fotografere den blå himmel. Jeg bliver i godt humør. Egentlig havde jeg forberedt en klagesang over mine frosne rødbeder, men i stedet bliver det til en jubelsang over det bundfrosne hvidkålshoved som jeg tog ind i går. Det fejler nemlig ingenting. Er absolut højeste kvalitet.


Jeg smør/olie-dampede det og hældte sig en lille smule af min fineste balsamico på. Til sådan en luksusret skal der ikke spares.

4. jan. 2009

Græskarpizza


Hvor er det godt at have lidt indendørs forråd i disse dage med frost. Der er stadig et par græskar tilbage og jeg kreerede en græskarpizza.


Græskarpizza.
Dejen ælter jeg af 3 dl lunkent vand, en lille smule gær, italiensk mel type 00, salt.
Hæver til dobbelt størrelse, deles i 3, rulles ud og lægges på bagepapir. Efterhæver mens fyldet gøres klar.
Skiver af græskar dampes møre i ovnen, smøres ud på dejen og pyntes efter smag med f.eks. hvidløg,timian, oliven og ost.

1. jan. 2009