12. feb. 2010

Dagen er tiltaget med 2.30 timer.

Nu må det være slut med at pibe over vinter, og vise billeder af sne og den slags. (Det har jeg besluttet, selvom det godt nok stadig er koldt og der er ikke udsigt til andet i den næste uges tid.)
Vi havenørder er ligesom fuglene. Vi begynder at synge når lyset vender tilbage, uanset vejret. Der er faktisk en del man kan gøre allerede. Man kan suse rundt på nettet og se på haver, få gode råd og idéer. Så er der alle de dejlige frøkataloger og planerne og drømmene.



Jeg har ingen hjælpemidler i form af lys og varme, så jeg skal passe meget på ikke at komme for tidligt i gang. Det har jeg prøvet med lange, ranglede og vakkelvorne planter til følge. Alligevel - lidt må der gøres. Den lille busktomat Leis tomat, tidligere kendt som Linas tomat, fik meldug i efteråret og nu starter vi forfra. Bitte små kimblade og kun ét blivende blad ad gangen. Det synes jeg ikke at jeg har set før.



Mon det bliver i år jeg husker at gemme lidt af de tidlige kartofler til drivning? Lige nu er det på høje tid at lægge de tidlige kartofler til spiring, men - der er som sædvanlig problemer med leverancerne. Jeg kunne måske få dem tilsendt, men jeg er alligevel for nærig til betale tre gange så meget i fragt som kartoflerne koster. Så indtil videre må jeg nøjes med at spire disse Ditta. Den havde vi for første gang sidste år og med stor succes.
Ditta har gode lageregenskaber, der medfører, at kartoflen beholder en god kvalitet til langt hen på foråret.”
Nemlig. Da jeg for et par uger siden tog dem op af den papirpose de havde ligget i hele vinteren, var de lige så fine og faste og uden spirer, som da jeg puttede dem i pose i efteråret.



Alle mine geranier har det fint i et køligt nordvendt vindue.

Ingen kommentarer: