10. mar. 2010

Hvide asparges. Dansk kæmpe Fjeldsted.



Jeg vidste godt at man kan bestille frø fra Nordgen. Alligevel var det først da jeg så Sørens indlæg at det pludselig slog ned i mig at jeg kunne bestille den hvide asparges som jeg har søgt de seneste år. Når jeg spurgte efter hvide asparges som frø eller planter, lød det nogenlunde sådan her:
"Hvorfor det?
Fordi jeg gerne vil dyrke hvide asparges.
Du kan bare hyppe de grønne så bliver de hvide.
Det er jo ikke det samme.
Nu er du vist vanskelig."

Det sidste blev ikke sagt højt. Det lå i luften.
I en af mine gamle havebøger angives Dansk kæmpe at være den bedste sort så det var den jeg bestilte fra Nordgen. Den viser sig at have en særlig historie, idet den er genstand for en artikel publiceret i Nordiske Genressurser 2008. Den er blevet indsamlet fra en fynsk avler i 2007 og i artiklen beskrives den som en mere end 100 år gammel sort der er særligt tilpasset det danske klima. Den giver et stort udbytte men er ikke så tidlig som de nyere tyske og franske sorter.
De frø jeg har fået er fra 2008 og altså ikke gamle. Som altid når man modtager frø fra Nordgen skal man huske at de er meget tørre, så det er en god idé at åbne posen et par dage før brug så de kan suge fugtighed fra omgivelerne.
Det bliver spændende at prøve den. Hvis jeg sår dem i år, vil jeg kunne smage om 3 år!
I en anden gammel havebog er der gode og anderledes dyrkningsanvisniger. Således også til asparges. Det vil jeg vende tilbage.


Fra Køkkenhavedyrkning. Tegner ikke angivet.

2 kommentarer:

Martin sagde ...

Hej Merete.
Jeg er på udkig efter dansk kæmpe asparges og vil høre om du evt. har planter eller frø tilovers eller kender andre der har denne sort.

Mvh
Martin

Vild med have sagde ...

Hej Martin. Jeg har kun til eget brug. Men hvis du er medlem af Frøsamlerne kan du måske bestille frø hos NordGen.