25. mar. 2010

Vindueskarmen netop nu.



Jeg har pottet laurbær om, smidt en gammel udgået chili ud og i det vilde krydderurtebed fandt jeg disse yndige små japanske lygter.

The windowsill right now

Bay leaf,chili and lovely small husks.

24. mar. 2010

Sorte sojabønner. Kuromame.



Jeg har haft disse sorte soyabønner i en del år og altid kaldt dem for Kuromane. Lige nu erfarer jeg, at de hedder Kuromame idet “mame” betyder bønner på japansk.
De smager anderledes end gule soyabønner. De kan ikke bruges til dampede soyabønner. De smager slet ikke af soyabønner hvilket sikkert for nogen lyder som et plus.
De giver ikke det store udbytte, så egentlig er de bare blevet holdt i live og vi har ikke spist af dem. 2009 var et godt år så jeg fik faktisk en stor håndfuld tilovers til at spise. Jeg lavede en lækker cremet hummus ved at lægge dem i blød, koge dem og mose dem med lidt kogevand og olivenolie.
Sorte bønner skulle være særlig sunde og da jeg begyndte at søge efter en forklaring på hvorfor stødte jeg på denne side med en opskrift på kogte sorte soyabønner. Det særlige ved dennne opskrift er at man enten skal bruge en jerngryde eller tilsætte rustne søm!

22. mar. 2010

Hvor er de smukke, vintergækkerne.

Om vinteren går vi alle og venter på at de skal titte frem. Så snart vi ser de små hvide hoveder tror vi, at foråret er nær.



Jeg synes at det var lidt sjovt da jeg så en haveudsendelse fra Sverige for nogle år siden hvor de importerede vintergækker fra England. Vintergækker er da noget der bare er der.



Jeg gik ud og studerede mine egne lidt nærmere og fandt ud af at der faktisk var tre forskellige slags. Senere har jeg erfaret at der findes flere hundrede forskellige sorter og at det er noget man samler på.



I øvrigt er den ene vintergæk slet ikke en vintergæk men en Dorthealilje.

13. mar. 2010

Rødder og blade.



Inspireret af Karna Maj i dennes uges havenyt på Havenyt.dk gik jeg ud for at grave efter rodfrugter under sneen.
Og ganke rigtigt. Der var fine pastinakker, havrerødder, skorzonerrødder og jordskokker. Rødbeder var der også, men de viste sig at være bløde og ubrugelige da de kom ind i køkkenet.
På vejen kom jeg forbi cikoriebedet og sandelig, fine friske blade til årets første salatskål. Indrømmet, det er set før her på bloggen men ikke med sne som baggrund. Og det er nu min yndlingsmad sammen med alt det andet vi henter i haven.
Jeg synes at det er fint at så mange forskelige planter kan overleve vinteren, enddda denne vinter, helt uden hjælp, for vi vil jo gerne have grønsager frisk fra haven året rundt.

11. mar. 2010

Halv pris. Hvem kan stå imod?




Jeg kunne ikke. Man kan ikke sige at jeg mangler frø. Eller - jeg manglede dem ikke før jeg så dem i forretningen.
Det blev til 3 slags basilikum, citron, kanel og rødbladet. Jeg visualiserer store potter med velduftende basilikum i forskellige farver. Fennnikel, Zefa Fino, den pose jeg købte hos Impecta indeholdt mildest talt ikke mange frø. Lige en ekstra salat, en ekstra porre, en ekstra majs. Og så en pose geranium. “Collected from an incredible selection of species and named cultivars.” Flerårige og meget hårdføre. Dem måtte jeg have.

10. mar. 2010

Hvide asparges. Dansk kæmpe Fjeldsted.



Jeg vidste godt at man kan bestille frø fra Nordgen. Alligevel var det først da jeg så Sørens indlæg at det pludselig slog ned i mig at jeg kunne bestille den hvide asparges som jeg har søgt de seneste år. Når jeg spurgte efter hvide asparges som frø eller planter, lød det nogenlunde sådan her:
"Hvorfor det?
Fordi jeg gerne vil dyrke hvide asparges.
Du kan bare hyppe de grønne så bliver de hvide.
Det er jo ikke det samme.
Nu er du vist vanskelig."

Det sidste blev ikke sagt højt. Det lå i luften.
I en af mine gamle havebøger angives Dansk kæmpe at være den bedste sort så det var den jeg bestilte fra Nordgen. Den viser sig at have en særlig historie, idet den er genstand for en artikel publiceret i Nordiske Genressurser 2008. Den er blevet indsamlet fra en fynsk avler i 2007 og i artiklen beskrives den som en mere end 100 år gammel sort der er særligt tilpasset det danske klima. Den giver et stort udbytte men er ikke så tidlig som de nyere tyske og franske sorter.
De frø jeg har fået er fra 2008 og altså ikke gamle. Som altid når man modtager frø fra Nordgen skal man huske at de er meget tørre, så det er en god idé at åbne posen et par dage før brug så de kan suge fugtighed fra omgivelerne.
Det bliver spændende at prøve den. Hvis jeg sår dem i år, vil jeg kunne smage om 3 år!
I en anden gammel havebog er der gode og anderledes dyrkningsanvisniger. Således også til asparges. Det vil jeg vende tilbage.


Fra Køkkenhavedyrkning. Tegner ikke angivet.

5. mar. 2010

Så startede udelivet.



Trods sne og minusgrader var det dejlig lunt i solen på sydsiden af huset.

1. mar. 2010