22. maj 2015

Så er der "broccoli"

Strandkål er endnu en af de planter jeg har sået engang et eller andet sted i haven. En gang da haveplanen så helt anderledes ud. Strandkål er en staude og den selvsår også villigt så nu bestemmer den selv hvor den vil være.

Således er der to småplanter lige midt i jordbærbedet og denne kæmpe på kanten af et bed. Den hænger ud over havegangen, så man dårligt kan komme forbi. Man kan godt skræve over men hvis det har regnet er det bedst at gå udenom!
Jeg er holdt op med at forsøge mig med blegning af skuddene for det blev bare til myrereder i stedet. (Mon det er almindelige havemyrer de spiser på Noma, for så ku’ man...)
I dag fik jeg ideen til at bruge blomsterknopperne som broccoli.

Hvor er det nemt. Helt uden larver. Jeg så i hvert fald ikke  nogen.

18. maj 2015

En nyttig buket

Ærterne har stået i drivhuset. Jeg har jævnligt klippet skudspidser til salatskålen, men nu må de væk for at give plads til tomaterne. Det hedder sig at de kraftige slyngtråde kan spises som broccoli. Jeg synes nu at de er for seje. Til gengæld kan hele planten bruges som suppeurt sammen med f.eks. aspargesskræller. Tilsæt evt. en anelse salt som smagsforstærker eller en lille smule herbamare.


4. maj 2015

Enderne mødes i køkkenhaven

Asparges er på vej og der er stadig enkelte græskar tilbage fra sidste års høst. Her er det butternut Hawk F1. Butternut kan godt have lidt svært ved at modnes i den danske sommer, men frugterne af denne sort er små og modner derfor hurtigere. Jeg synes nu ikke at det er værd have med så små græskar at gøre. Skærearbejdet er det samme om frugten er stor eller lille, og med så lille en frugt er der ikke meget tilbage når man har skåret skal og kerner fra.