12. apr. 2016

Lav riigeligt med planter

Så kommer man lige gående for at se til sine tomater og bliver mødt af dette syn.
Det er altså prisen for at lave sin egen pottemuld. 

Jeg er begyndt at lave både så- og plantejord efter opskrift på Havenyt.dk.
Fordelen er at man ikke hele tiden skal i byggemarked og købe, at man ikke er med til at udpine vores højmoser.
Ulempen er så at man selv indfører forskellige skadedyr til sine  planter. Jeg ved ikke lige hvilket der har været på spil her, en snegl måske. Men det er en del af gamet når man er økologisk. Heldigvis har jeg to af hver tomat. Jeg var ellers lige begyndt at synes det var lidt fjollet og det fylder jo enormt meget i vindueskarmen. Det er altså en god idé at så flere planter end man skal bruge. Eventuelt overskud kan man så forære væk eller proppe ind et eller andet sted i rækkerne.
Når jeg potter om så ryger overskydende jord med i puljen igen. Det kan resultere i at der dukker småplanter op uforudsete steder. F.eks. står der pludselig små salater i en stiklingepotte. Jeg må så leve med at jeg indtil videre ikke ved hvilken sort. For de skal selvfølgelig videre. De strutter jo af sundhed. De kan måske ligefrem lide at blive kastet på hovedet og få skovlet en hel masse jord over sig.


7 kommentarer:

Kirstine sagde ...

Det ser næsten ud som om den stakkels tomat er blevet angrebet under jordoverfladen ... Bladene ser jo uskadte ud. Mystisk! Hvilken opskrift bruger du på muld? Jeg prøver også at udfase spagnum.

Vild med have sagde ...

Jeg bruger disse to opskrifter som jeg har taget fra Havenyt.dk

Pottemuldsblanding
1 del luftig muldjord
1 del velomsat næringsfattig kompost
1 del harpet sand
Sandet kan undlades, hvis muldjorden i forvejen er sandet. Så skal der bare 2 dele muldjord i.
Si blandingen med et 10 mm sold.

Såjordsblanding
4 dele pottemuld, drivhusjord eller havejord fra sidste sæson
1 del velomsat og næringsfattig kompost
Evt. 1 del harpet sand
Si blandingen med et 5–10 mm sold afhængig af frøenes størrelse. Jo større frø jo større skal soldet være.


I praksis er det noget med at tage et par skovlfulde af den ene og det andet, blande og si.



Tim Skovrup sagde ...

det er bare brand ærgerligt at miste planter på den måde !!!
jeg har ellers tit drømt om, at lave min egen muld til frø og nye småplanter, men tør ikke at satse på at det dur....

Karna Maj sagde ...

Jeg har et pottebord, hvor jeg laver blandingen, og så breder jeg den ud, drikker en kop te eller laver noget andet i ti minutter. Så er der ofte dukket en del aktive smådyr op, som jeg kan verfe udenbords. Jeg vil jo helst ikke have for mange bænkebidere i vindueskarmen. Men sneglene kan let smutte forbi den procedure, de skal findes ved at scanne, mens man roder rundt i jorden.

Hvis min plantekompost er fin, så undlader jeg tit sandet. Og jeg bruger tit kun kompost, da det er ren plantekompost. Det afhænger dog af de planter, jeg sår, men til de fleste grønsager, kan jeg fint bruge ren plantekompost.

Men opskriften er nok mest sikker. Kom evt. ren plantekompost i bunden til prikling, så der er noget guf til planterne bliver større.

Vild med have sagde ...

Jeg laver jorden direkte ned i store baljer. I dag tog jeg så brillerne på og tjekkede jorden efterhånden som jeg skovlede den op i mindre spande. Det må fange noget af det. Problemet er også lidt at min si ikke er finmasket nok. Jeg bruger hvad jeg har i stedet for at fare ud og købe nyt udstyr.

Tina sagde ...

Min søster er geolog og ved meget om jord. Hun har fortalt at Harpet sand og muld ofte indeholder meget kalk og at det ikke er godt for planterne. Man skal bruge vasket sand, som er kalkfrit. Champost produkter bruger dog spagnum til deres produkter, men minimerer brugen ved at iblande næringsrig kompost. Det er desuden varmebehandlet og fri for ukrudtsfrø, svamprsporer mv. Man kan købe Champost billigt hos http://okologisk-have.dk/ jeg tænker selv på at få sendt en pose mykorrhiza. Det skulle være en fantastisk hjælpesvamp til planter.

Vild med have sagde ...

Tak for din kommentar. Alt det med jord er en større videnskab. Hvad de forskellige jordtyper indeholder, surhedsgrad, hvad de forskellige planter skal have af næringsstoffer for at vokse optimalt. Jeg går sådan set ikke nærmere ind i det, men bruger hvad jeg har og bruger det samme til alle planter. Det er klart at hvis man køber plantejord er det balanceret på den helt rigtige måde. Jeg har ikke købt harpet sand men siet noget sand som vi havde i forvejen og jeg ved ikke om det er vasket. jeg kan se at bortset fra de to (ja nu er vi oppe på to) planter som er gået ud vokser resten hurtigere end de plejer på denne tid.
Et år købte vi champost plantejord til drivhuset og jeg skal da love for at der var gødning i. Faktisk for meget, der blad for stor bladproduktion og der lugtede ret meget af gylle. Som en ekstra bonus kunne vi pludselig høste champignon.
Så måske man kan bruge champost i stedet for mykorrhiza.
Har lige tjekket det i Den økologiske have. Det ser spændende ud.