Ingen regel uden undtagelse

Det bedste er at lade alt plantemateriale blive på matriklen og gå naturens gang. Det gavner insektlivet, skaber levesteder for lidt større dyr, giver masser af dejlig kompost til videre dyrkning. 

Men der er altså undtagelser hvor vi bliver nødt til at gå på kompromis. Som f.eks. disse porrer som er ved at blive ædt op af løgminerflue-larver. Dem bliver vi nødt til at køre til forbrænding på genbrugsstationen.

Hvis jeg fremover skal have noget ud af porrerne, ender det nok med at jeg må bøje mig og sætte net over dem.

Her kan man rigtig se hvor slemt det er.

 

Black coat runner bean, Phaseolus coccineus

En pralbønne med store sorte frø. I beskrivelsen står der at roden skulle kunne overvintre og skyde igen til foråret. Jeg er meget spændt på om det kan lade sig gøre. 

Lige nu er planterne i hvert fald stadig grønne og frodige modsat alle de andre stangbønner, som er visnet ned for længst.

 

Rive blade eller ikke rive blade

Der er i øjeblikket en trend som går ud på at man ikke behøver at rive blade sammen. Det kan jeg helt tilslutte mig. Bladene finder i samarbejde med naturens kræfter selv ud af at fordele sig. Når jeg alligevel river blade, er det ikke fordi de ikke må ligge der hvor de ligger. Nej, det er fordi jeg skal bruge dem.
Det er dejligt meditativt arbejde og jeg elsker den der rasle-rasle-lyd af riven gennem de tørre blade.

Jeg samler dem i bunker holdt sammen af trådnet. 

'Allerede' efter et år begynder det at være omsat og efter to år har jeg en masse dejlig pottemuld til forspiring af små-planter.