19. maj 2018

Spis det der er


Der er ikke det store brede udvalg i køkkenhaven endnu, men det, der er, er der i rigelige mængder.


Rødbederne har jeg allerede omtalt. Fotoet er taget for 12 dage siden. De små rødder vokser støt og roligt trods tørken. Det smager godt med dampede rødbedeblade (og rødder) med kapers på pasta.



Først nu har jeg for alvor fået smagløgene op for vild fennikels kvaliteter. En af de helt smarte grønsager, som kommer igen år efter år helt uden ulejlighed fra haveejerens side. Måske skal man blot skære dem lidt ned hvis de tager udsigten, for de bliver meget høje. 


Normalt har jeg brugt blade, blomster og blomsterstøv sidst på sommeren. De friske skud som kommer lige nu, smager utrolig godt sammen med fisk eller rejer. Har jeg opdaget.


Man skal virkelig spise til for at følge med aspargesbedet lige nu. Så f.eks. en salat med ærteskud og asparges til morgenmad, hvordan lyder det?



Ærterne har stået i vindueskarmen i februar og blev klippet ned før de kom ud i drivhuset og voksede videre. Muligvis får de lov at blive stående lidt længere, men der skal jo også være plads til tomaterne.


Dette er så til gengæld det sidste salathoved i drivhuset. Så småt ved at gå i stok og ved at få smattede kanter. Så er der heldigvis snart et hold klar på friland.

Ingen kommentarer: