Viser opslag med etiketten chili. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten chili. Vis alle opslag

31. jul. 2021

Selvsået chili

Helt selv har den selvfølgelig ikke gjort det. Det må være frø fra enten nogle af vores egen chili eller nogle vi har købt som er kommet i kompostspanden og på den måde er blevet spredt i haven.



Jeg fandt planten sidste sommer et sted hvor jeg helt sikkert hverken har sået eller plantet chili. Den var ret lille og det lykkedes mig at overvintre den. Det kan måske fortælle mig at det er nemmere at overvintre chili som er sået sent og ikke for store. Eller det er måske bare en meget robust plante. 



Nu står den så her, lille og kompakt og med mange frugter som så småt begynder at modnes. Den ligner ikke nogen af mine andre chili, hverken i voksemåden eller chiliernes udseende. Frugterne er en smule for korte og lidt mere buttede i forhold til de chili vi plejer at købe. 



Jeg har taget en bid af spidsen og den er ikke stærk, som både købechilierne og mine egne plejer at være. Jeg ved godt at den bliver stærkere efterhånden som man nærmer sig stilken, men alligevel.  


 

31. okt. 2019

Chili, Calabrisk landsort



For fem år siden var vi i Calabrien og en venlig kvinde forærede os chili fra sin have. De ligger på et stykke køkkenrulle så man kan måske nogenlunde fornemme størrelsen. Hun kaldte dem pikante og jeg så også chili i supermarkedet hvorpå der stod pikante. Jeg fandt imidlertid aldrig ud af om pikante var noget de var, eller noget de hed. 




Jeg såede frø fra alle størrelser og fik kun en slags, nemlig en lang tynd og lidt stærk chili. 
For to år siden spaltede de så ud i en større og tykkere udgave. Samme styrke. Den er frøfast for ved såning kommer der den samme store chili.
Det er lidt sjovt at de her nordpå bliver både større og (som jeg husker det) stærkere end i sydens varme.



Mine chiliplanter har stået på friland under bionet hele sommeren og er meget frodige. Nu har jeg flyttet alle chili ind i stuen i håb om at de kan overvintre. 
Til ventre i billede 'Stor calabrisk'. Til højre 'Tequila sunrise' fra købefrø.


27. jan. 2019

Mad fra haven i frostvejr


Det kan stadig lade sig gøre at lave god mad fra haven f. eks. græskar/grønkåls”gratin”. 

Frisk fra haven: grønkål, rosmarin
Fra lager: græskar, hvidløg, chili,
Fra indkøb: mandler til mandelmælk, chia til chiaæg, olivenolie, salt

5. dec. 2012

Espelette og espelette

Lidt "sjovt", disse to frugter hedder begge espelette.
Frugten til venstre stammer fra indkøbte frø og den er stærk, skulle jeg hilse og sige. Frugten til højre har en veninde dyrket fra et frø taget fra en købt piment d'espelette. Den er mild og kan tilberedes som en peberfrugt. Måske drejer det sig om to forskellige sorter.

Piment d'espelette

Two fruits from two plants. The one to the left is mild, the one to the right is strong.

25. jan. 2012

Studs chilien, Toftegårds Citronchili


Jeg har overhovedet ikke forstand på det her, men chilien ser ud som om den trænger til en beskæring, så jeg har klippet noget af.
Det er i øvrigt en sjov plante. Altså ikke sjov på den måde. Mere på den måde, at den blev sået sidste år i februar og hele sommeren stod den og var meget pjevset. Ville ikke rigtig vokse. Den er stadig ikke ret stor. Jeg tog den ind til overvintring og endelig i løbet af vinteren fik den to bitte små frugter.
Den beskrives som følger på Toftegårds hjemmeside:

"Højt udbytte og frodig plante." Det kom altså ikke helt til at passe, men måske i løbet af den kommende sommer, hvis den altså overlever min hårdhændede behandling. "Meget stærk." Jeg tør næsten ikke smage.



Prune your chili

I don’t know much about this but I think this plant need to be cut.

22. okt. 2010

Jeg pakker chilifrø ned.



Chilierne er for længst høstet. Nu er også frøene tørre og puttet i små poser, foldet af mellemlægspapir.
Det er hyggeligt at sidde og pusle med sådan en lørdag formiddag. Alle mine chili ligger ca midt på scoville-skalaen. Det vil sige at for almindelige mennesker er de meget stærke. I modsætning til chili-aficionados. De vil ikke synes at det er noget særligt.



Om den største, Guindilla har jeg fået melding fra køkkenet, at den er da helt umulig at arbejde med. Den er alt for stærk.
I år har jeg prøvet at sprede mig lidt hvad angår form, størrelse, farve. Til næste år vil jeg prøve at sprede mig m.h.t. styrke. D.v.s. prøve at finde sorter som ligger mellem 0-5.



Chiliseeds packed away.

All my chili is about 5-6 on the scoville-scale. Next year I will try to find chili around 0-5.

6. okt. 2009

Hyldebærsnaps.


Det vil jeg også prøve. Det bliver med honning fra starten.

18. sep. 2009

Chilismagning.


Sidste weekend deltog vi i frøsamlernes årsmøde. Som altid var det et program fyldt med gode oplevelser. Det har Søren og Brian skrevet om og der er en masse fine billeder at se i Skrubtudsens have og i Gourmethaven.
Det var meget spændende at være med til chilismagningen på Toftegård gartneri. At få en fornemmelse af hvor stærkt det er når man siger at det er stærkt, at få en fornemmelse af hvor på skalaen vores egne chilier ligger. Jeg lærte at det ikke er ligemeget hvor på chilien man skærer. Ude i spidsen smager de ikke af meget og jo nærmere man kommer frø og frøstrenge jo stærkere bliver det.


Hjemme igen lavede jeg for sjov vores egen chilismagning. Jeg siger for sjov for jeg vidste godt at de stort set alle ligger på nul. Undtagelsen er en chili vi kalder Gitte Olsen efter Gitte som vi har fået frøene af. Jeg skar et lille stykke af hver chili ude i spidsen. De ligger på kanten af morteren i denne rækkefølge fra venstre mod højre: sweet wrinkled old man, Gitte Olsen, Else Hedegård, cascabel, black hungarian, guindilla.
Jeg spiste alle stykkerne uden at fortrække en mine. Så skar jeg et stykke af Gitte Olsen oppe i stilkenden. Og spiste det. Og ja, de er stærke.
Jeg vil blive ved at eksperimentere med chili men indtil videre er Gitte Olsen stadig vores favorit.

2. sep. 2009

Chili. Sweet wrinkled old man.




Min holdning til chili, sweet wrinkled old man, har gennemløbet nogle faser. Først begejstring over hvor stor planten blev, hvor mange frugter den bar.



Så bekymring over det store arbejde med at rense alle de små chilier. Jeg fik det råd at bruge dem hele uden at rense dem først.



Se det var jo en helt anden sag. Det var en helt ny oplevelse at spise hele chilier. Tilbage står så at de faktisk ikke smager af noget særligt. Det ville have været lidt sjovere hvis de smagte bare en lille smule stærkt.

3. jun. 2009

Kan man dyrke have på tredje sal?



Det får vi at se. Ejvind fik i går til sin altan
tomat, ananas noir, black cherry
aubergine, skorospely, golden egg, machiaw
chili, sweet wrinkled old man, Gitte Olsen
Måske hører vi i løbet af sommeren hvordan det går.

23. mar. 2009

Som slikposer, bare bedre.


Vi har været til en spændende og interessant frøsamler-weekend og rigtig hygget os med hinandens frø. Sammenligningen med slikposer er ikke helt ved siden af. Jeg fik et stykke hjemmeavlet lakrids af
Flemming.
Det er ved at være lige lovlig sent at så chili, men jeg vil alligevel prøve om det kan lykkes for jeg fik tre spændende sorter
(Black Hungarian, Ancho og Pasilla Bajio) af Flemming
og Søren.

6. nov. 2008

Mon chili vokser ind i himlen.



Jeg vil prøve at overvintre en chili, Gitte Olsen. Den har stået på friland under stangbønnerne. Den var ikke ret stor da jeg gravede den op i slutningen af september og tog den ind. Den ikke blot overlevede omplantningen, den begyndte at skyde små nye grønne blade. Så begyndte den at blomstre og nu venter jeg spændt på hvornår chilierne begynder at vise sig.