Viser opslag med etiketten kartoffel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kartoffel. Vis alle opslag

16. sep. 2023

Forlæng kartoffelsæsonen










Få nye kartofler ind i efteråret. I takt med at katoflerne bliver høstet, kan man med fordel sætte nye på samme sted som anden afgrøde. Med det varmere klima vi har fået, bliver kartoflerne også høstklare langt hurtigere end tidligere. Disse blev sat i sidste halvdel af juni, og se, der er mange på hver stol, og de er store og fine. Det skal vi huske i fremtiden.













Det med læggemateriale så sent kan være lidt af en udfordring. Nemmest er nok bare at knække de lange spirer af på de læggekartofler som man har gemt, inden de kommes i jorden. Man kan også satse på særligt langsomt spirende sorter som 'Alouette' eller 'Pink fir apple/Rosa Tannenzapfen'. Den sidste mulighed er at købe restlager fra en leverandør. Det er det vi har gjort: Øverst 'Tinca' fra Jyllands Frøhandel. Nederst 'King Edward' fra Fuglebjerggård, lagt ud til tørre inden opbevaring.
Bemærk at man ikke uden videre kan bruge kartoflerne fra første afgrøde som læggemateriale, fordi de behøver en hvileperiode fra 1 til 3 måneder for at kunne spire.

6. mar. 2014

Frokosttallerken

Fra haven er der kartoffel, græskar, nødder, pastinak, rosenkål, hvidløg og broccoli. Sidstnævnte har været en tur forbi fryseren.

















16. okt. 2013

Verdens nemmeste blomsterdekoration

Egentlig tog jeg blomsterkarsen ind for at bruge den i dagens salat. Men den var så fin, at det blev til en dekoration i stedet.


Det er nemt - bare pluk med grov hånd, put det i vand og man har en fin bordpynt dag efter dag efter dag.

Det er ret smart at så blomsterkarse samtidig med at man lægger kartofler. Efterhånden som kartoflerne visner ned, vil karsen overtage bedet og nu lyser og stråler den i efterårshaven. Jeg nænner bare ikke at grave kartofler op.

5. jun. 2013

Grundlovsdag = nye kartofler

Jeg ved godt at der er mange som allerede har gravet kartofler op længe. Jeg synes alligevel at det her er flot, for jeg har faktisk ikke gjort ret meget for at få tidlige kartofler. Det er kun 8 uger siden at de blev plantet i avispotter indendørs og 7 uger siden at de blev sat ud på bed. Sorten er Linzer som er tidlig, men ikke meget tidlig.

Det kan synes fråds at grave dem op allerede, men de vokser på bed sammen med græskar (som man måske kan ane i baggrunden) og diverse blomster. Nu har jeg sået lidt buskbønner hvor kartoflerne stod. Ingen plads går til spilde her.

9. apr. 2013

Gammelt og nyt mødes i køkkenhaven

Kartofler og ramsløg klæder hinanden godt. Kogte kartofler, kartoffelmos, kartoffelchips med ramsløgpesto. Det er lækkert. Eller ramsløgpesto på ristet brød (så hedder det bruschetta),  pesto på suppen (pistou), en lille klat ved siden af salaten eller dagens grønsager. Det gælder om at spise løs nu, mens bladene er friske og saftige. Vidunderlig smag af hvidløg, tilsyneladende uden hvidløgets eftervirkninger. Så vidt jeg kan bedømme. Jeg har i hvert fald ikke fået klager.
Om et par uger når pestoen er levet ud,  skulle I prøve at grave løgene op  (hvis de altså vokser i haven og ikke i park eller skov) og bruge hele planten som grønsag. En af sæsonens første og så helt arbejdsfri.

                                                   Potatoes and ramson


12. okt. 2012

Blå mandel



Blå Mandel som jeg fik tilsendt fra NordGen
i stedet for Sort fra Aukrust, er også omtalt i Kille Ennas bog og på følgende måde: “ Meget kødagtig og cremet med svag mandelaroma og sødme. Ingen antydning af bitterhed.”
Nu er kartofler ikke ligefrem det der bliver anbefalet at spise efter de nyeste kostråd. Men de smager nu godt. Desværre var jeg lidt uopmærksom og alle mine blå mandler (bortset fra et par stykker til lægning) kogte ud med skræl og det hele.

Part of my potato harvest

22. maj 2012

22. apr. 2012

Krukkehaven


Jeg har en lille have i plastikspande.
Der er kartofler, linzer
gulerødder, sugarsnax og nantes 2
radisser, candela di fuoco og
bladselleri, red giant.
Håber på at få lidt tidlige afgrøder før der kommer rigtig gang i den store have.

A little garden in pots

I hope to get some early vegetables.

13. apr. 2012

En ny kartoffel


Kille Enna har skrevet en dejlig bog om kartofler. Hun har fået 32 gamle nordiske sorter fra NordGen, dyrket, prøvesmagt og beskrevet dem.
Den kartoffel som efter min mening lyder mest spændende er Sort fra Aukrust som hun beskriver således:
Enormt cremet og fyldig smag. Sødme, let hasselnød, lidt æble og charmerende bitterhed gør det hele til en særlig smagsoplevelse. Meget udsøgt og delikat. Alle smagene virker nærmest perfekt doseret og så er den faste konsistens i en liga for sig.
Den måtte jeg bare have. I dag fik jeg så en lille bitte pakke fra NordGen. Det varede lidt inden det gik op for mig, at de havde sendt en anden kartoffel, nemlig Blå Mandel.
Lidt ærgerligt, men den skal selvfølgelig afprøves.



A new potato

I have got this potato from NordGen, the nordic genbank.

30. jun. 2011

Månedens spiseligt fra haven


Tidlige kartofler er dejlige fordi de er - tidlige. Ærlig talt synes jeg ikke at de smager af noget særligt eller også har jeg valgt en forkert sort.
Nu er vi nået dertil hvor vi kan svælge i rigtige kartofler og bruge dem som grønsager.


Senna er åbenbart en ny sort. Det står der i alle planteskolernes beskrivelser.
I hvert fald er den ny her i haven.


I dag blev de første gravet op og brugt til en kartoffelret a la græsk: hvidløg, citron, kartofler, oregano svitses i olivenolie, tilsættes lidt tør hvidvin og sættes ind i ovnen til det hele er sprødt og mørt.

What we eat from the garden this month

28. sep. 2010

Årets sidste indlæg om kartofler.



Egentlig er det for tidligt at grave kartofler op til vinteropbevaring. Men jeg kan se at jeg nærmere er for sent på den. La Ratte som skulle være en fin, fast salatkartoffel og Belle de Fontanay (de to gule kartofler) er så dårlige at jeg lige kan redde et par stykker til artens videreføring.
Franceline, den store røde kartoffel er derimod vældig fin og knoldene er store. Den kunne godt gå hen og blive yndlingskartoflen til bagebrug.




Nu mangler jeg bare a grave Sieglinde, Ditta og Allians op. Men - der er sket det med kartoffelbedet at det er blevet et kæmpevildnis af kartofler (selvfølgelig), valske bønner (som jeg selv har sået), græskar (som har bredt sig fra nabobedet) og snerler, som jeg ikke kunne komme til at fjerne p.gr.a. alle de andre planter. Det skulle heller ikke overraske mig om der er nogle dræbersnegle som har kronede dage derinde i budskadset. De kan vist vældig godt lide kartofler.


The last post about potatoes.

The potatoes are in very bad conditions because of the rainy weather.

22. sep. 2010

Blå mad fra haven.



Vi har mere blå mad i haven. Umiddelbart synes jeg ikke at blå mad lyder lækkert. Indtil jeg kommer i tanker om blåbær og blommer. Her har vi
blå stangbønner, Blauhilde
blå kartoffel, Vitelotte
blomme, Italiensk Svedske
aubergine, Schezuan
Alt sammen lækkert selv det er blåt.

Blue food from the garden.

16. sep. 2010

Blå kartofler. Vitelotte.



Det er virkelig en speciel oplevelse at grave de her kartofler op. Først troede jeg at der slet ingen var. De går fuldstændig i et med jorden. Brillerne på og meget omhyggelig gennemgravning af bedet. Jeg er ikke sikker på at alle er kommet med op. En anden ting - hvordan kan man være sikker på at de ikke er grønne? Vitelotte, en gammel fransk (ja altså det står der i kataloget) sort med en superb smag i retning af spisekastanier. Vi bagte nogle i sølvpapir i bålet, og nu hvor jeg skriver dette kan jeg godt nikke ja til smagen af kastanier.



De giver ikke stort udbytte. Der er ikke nok til at prøve en kartoffelmos, som de også skulle være virkelig gode til. Det må blive næste år. Blå kartoffelmos. Lyder mystisk. Men et opslag på google under billeder viser både suppe og kartoffelmos og chips. Det må prøves.



Blue potatoes. Vitelotte.

Very diffycult to find because they are almost the same colour as the earth. Taste a little like sweet chestnuts.

14. sep. 2010

Kartoffelmosen laver sig selv.



De første delikatessekartofler jeg har gravet op er Bleu d’Auvergne.



De har ikke givet særlig stort udbytte. Det er den samlede høst I ser på billedet. Det kan skyldes at vores jord ikke er særlig kartoffelegnet eller vejret eller måske er det, det særlig lækre. At der ikke er så mange af dem. Der bliver til en gang mos og til ny lægning. I kartoffelbrochuren står der at de er “mehlig kochende”. Det er de bestemt. Når man hælder dem op i tallerkenen er mosen færdig. Man behøver blot at tilsætte lidt smør og/eller olivenolie.



The potatoes mash themselves.

These potatoes, Bleu d'Auvergne are very floury. Pour them into the plate and the mashed potatoes are ready.

6. apr. 2010

Vild med kartofler.



Så kom de sidste kartofler. Jeg har aldrig følt mig tiltrukket af blå kartofler, men i min søgen efter nye spændende sorter faldt jeg for et fransk sortiment som i farveskala spænder fra hvid, forskellige gule over i rød, lilla og blå. Ialt er det blevet til 11 sorter for jeg vil jo ikke give afkald på de gode velkendte slags. Uh ha, der bliver noget at holde styr på. Så er det jo en fordel med de forskellige farver.



Hamlet
Linzer
Asparges
Allians
Sieglinde
Exquisa
Ditta

Og de nye
Franceline
La Ratte
Belle de Fontenay
Vitelotte
Bleu d’Auvergne


Crazy about potatoes

I have bought new species in white, yellow, red, purple, and blue colours.

12. feb. 2010

Dagen er tiltaget med 2.30 timer.

Nu må det være slut med at pibe over vinter, og vise billeder af sne og den slags. (Det har jeg besluttet, selvom det godt nok stadig er koldt og der er ikke udsigt til andet i den næste uges tid.)
Vi havenørder er ligesom fuglene. Vi begynder at synge når lyset vender tilbage, uanset vejret. Der er faktisk en del man kan gøre allerede. Man kan suse rundt på nettet og se på haver, få gode råd og idéer. Så er der alle de dejlige frøkataloger og planerne og drømmene.



Jeg har ingen hjælpemidler i form af lys og varme, så jeg skal passe meget på ikke at komme for tidligt i gang. Det har jeg prøvet med lange, ranglede og vakkelvorne planter til følge. Alligevel - lidt må der gøres. Den lille busktomat Leis tomat, tidligere kendt som Linas tomat, fik meldug i efteråret og nu starter vi forfra. Bitte små kimblade og kun ét blivende blad ad gangen. Det synes jeg ikke at jeg har set før.



Mon det bliver i år jeg husker at gemme lidt af de tidlige kartofler til drivning? Lige nu er det på høje tid at lægge de tidlige kartofler til spiring, men - der er som sædvanlig problemer med leverancerne. Jeg kunne måske få dem tilsendt, men jeg er alligevel for nærig til betale tre gange så meget i fragt som kartoflerne koster. Så indtil videre må jeg nøjes med at spire disse Ditta. Den havde vi for første gang sidste år og med stor succes.
Ditta har gode lageregenskaber, der medfører, at kartoflen beholder en god kvalitet til langt hen på foråret.”
Nemlig. Da jeg for et par uger siden tog dem op af den papirpose de havde ligget i hele vinteren, var de lige så fine og faste og uden spirer, som da jeg puttede dem i pose i efteråret.



Alle mine geranier har det fint i et køligt nordvendt vindue.

24. maj 2009

Delikat gæstemad.


Nu hvor vi er ved at være trætte af at spise nye kartofler, er det dejligt med en rigtig god kartoffelsalat. Nej, det er min spøg. Man bliver aldrig træt af at spise nye kartofler og desuden er det kun anden gang i år at vi graver kartofler op. Men det passede godt til den øvrige gæstemad og de unge mennesker var vilde med den.
Dressingen var meget enkel:
creme fraiche 38%, (måske derfor den blev modtaget så begejstret)
lidt dijonsennep, hakket esgadron, salt og peber.

15. sep. 2008

Mit bud på månekager.






















Jeg kan godt lide månekager. Da vi ikke har en månekageforretning i nærheden, har jeg gjort min egen version. Jeg starter med at hente nogle kartofler i haven. Dejen har jeg taget fra Camilla Plum. Hun bruger den til Ruths æblekage. Jeg har lavet et rødt fyld af azukibønner og et grønt fyld af mandler, kartofler og matcha. Hvis jeg ikke havde haft matcha ville jeg have stødt noget almindelig grøn te i morteren. Bitre mandler kan erstattes af kerner fra f.eks. ferskner eller blommer.






















Månekager. 18 stk, meget små.
65 g smør, 65 g mel, 65 g kogte mosede kartofler, 15 g sukker æltes sammen og hviler en halv time i køleskabet. Derefter rulles den tyndt ud, lægges i linseforme, fyldet lægges i, der rulles dej til låg som lægges på. Bager ved 200 gr indtil de er lysebrune og gennembagte.

Rødt fyld.
80 g azukibønner sættes i blød natten over. Koges en time i 4 dl vand. Skummes om nødvendigt. Tilsæt mere vand undervejs hvis de koger tørre. Tilsæt 80 g sukker i tre omgange mens der hele tiden røres og bønnerne moses med bagsiden af skeen. De er færdige når de falder fra skeen i en klump.

Grønt fyld.
60 g kogte mosede kartofler, 60 g mandler + 1 bitter mandel fintmalede, 1 tsk. sukker, 1 tsk matcha. Røres sammen. Tilsæt evt lidt sammenpisket æg.






















Jeg har brugt de mindste linseforme jeg kunne finde. Der er for meget rødt fyld, men det kan f.eks. serveres sammen med is eller bruges som smørepålæg, hvis man er lækkersulten. Det smager nærmest chokoladeagtigt.

2. jul. 2008

Kartoffelpizza


Jeg har brugt de sidste af de tidlige kartofler, tynde skiver frisk hvidløg, kapers af ramsløg, efter et tip om at kapers er godt på pizza, olivenolie og parmesan.
Det lyder ikke af noget særligt, ser ikke ud af noget særligt, men det er det. Simpelt, men meget godt. Når der er kartoffelpizza, er jeg i stor fare for at spise for meget.