Viser opslag med etiketten rabarber. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rabarber. Vis alle opslag

13. apr. 2019

Udfordringen med rabarber


Rabarber er årets første frugtagtige grøntsag. Imidlertid er det noget af en udfordring at finde på noget med rabarber uden sukker, i det hele taget når man ikke er så meget til det søde køkken. 
- Tørret rabarber. Hm, de blev meget små og var ret sure. Måske skal det have et forsøg mere. 
- Rabarberchutney af rabarber, et par dadler, Chili og eddike smager godt men der er alligevel ikke rigtig afsætning på det.
- Vi har prøvet at lave en varm ret med rabarber og rødbedeblade. Det vil ikke blive gentaget!
- Det bedste bud indtil videre er en enkelt skrællet stilk i den daglige salat. 

4. apr. 2017

Rabarberkagen

Et kik tilbage i tiden på bloggen fortæller at det normalt er i slutningen april eller begyndelsen af maj at jeg bager årets rabarberkage.
Bemærk den "søde" snegl.
I år er rabarberne tidligere på færde. Allerede nu er der en masse stilke fremme helt uden drivning, men hvad der er værre - de er begyndt at gå i blomst. Planterne vil fra nu af bruge energi på blomsterstanden og ikke stilkene. Det er ikke så heldigt set fra en haveejers synspunkt. Selvom rabarberblomster selvfølgelig er smukke og spektakulære. Af med knopperne og så plukkede jeg stilke til kagen.


Jeg har nærmest vænnet mig af med bruge sukker, derfor har jeg brugt denne opskrift. Det fungerer fint at erstatte sukker i kage med dadler og banan. Blot vil jeg en anden gang tilsætte mere mel eller bage kagen i en større form så den bliver fladere, da rabarberne afgiver meget væde.



24. apr. 2016

Rabarbersamlingen

‘Glaskins Perpetual’ valgte jeg oprindeligt p.gr.a. lavt indhold af oxalsyre. Det virker ikke helt klart om oxalsyre er skidt eller ligefrem godt at indtage. Men det står tilsyneladende fast at mælkeprodukter neutraliserer den. Så en kage med fløde eller creme fraiche skulle være sikker. Eller man kan nøjes med at høste før Sct. hans hvor indholdet er lavest.
Nu har jeg så i en anden tabel set at indholdet af oxalsyre i ‘Glaskins’ er højt. Desuden er jeg ikke så tilfreds med planterne. De går meget hurtigt i stok og bliver ret hurtigt angrebet af en eller anden form for rust. Jeg er allerede begyndt at skære blomsterstande fra. Det virker også lidt som om de er i tilbagegang, de bliver tyndere og tyndere for hvert år.
Derfor har jeg købt frø af to nye. ‘Victoria’ (øverst) er valgt for sin tidlighed og middel indhold af oxal. ‘Champagne’ (nederst) er valgt for tidlighed og for navnet som lyder berusende dejligt.


Så er der jo den gamle arverabarber. Jeg har døbt den ‘Skrænten’ fordi den vokser på skrænten.
Den kunne jeg virkelig godt tænke mig nogle flere af. En deling og omplantning for nogen år siden forløb ikke så heldigt. Det er ikke uproblematisk at frøformere rabarber.
Den korte forklaring er at de har mere end to kromosomsæt og derfor kan afkommet blive ret forskelligt fra ophavet. Første skridt er at lade den gå i blomst og se om de kan spire.
Her kommer så årets rabarberkage. Opskriften er taget her hos Lone Landmand. Jeg kom resterne af en pose mandelmel i dejen og tilføjede hakkede mandler til fyldet. Opskriften er lidt usædvanlig men jeg kan sige at den fungerer. Kagen er også god dagen efter.


12. apr. 2014

Rabarber-selfie

Det er selvfølgelig ikke rabarberne som har taget foto, så det er nok nærmere en selfie med rabarber.
Læg mærke til at blusens farve matcher.
Der er noget helt særligt over den første rabarberhøst. Jeg vil lave rabarbersylt med ingefær.

14. maj 2013

Skud, stilke, løg

Uha, det er ikke nemt at få tid til at haveblogge i denne travle-på-den-gode-måde tid.
Samtidig med at det meste af sommerens og efterårets høst skal planlægges og sættes i værk, er der allerede gang i høsten af delikatesser. 

Dejlige rabarberstilke, lækre sprøde asparges og skønne nye forårsløg har fundet  vej til køkkenbordet.




5. maj 2013

Baby-rabarber-kage

De første spæde rabarberstilke er blevet høstet.


De blev snittet, drysset med sukker og vanille og bagt i en makron-rabarbertærte. 


Jeg har kun ændret en ganske lille smule i opskriften som stammer fra Tørsleffs Den gule dessertbog.


Jeg har tilsat et par bitre mandler og nedbragt mængden af rabarber. Dels fordi jeg ikke havde så mange dels fordi jeg synes at kagen bliver bedre på denne måde.  


Man kan selvfølgelig spise is eller flødeskum til, men den er også god pyntet med årstidens blomster.

7. dec. 2012

Glaskins Perpetual

Have-Rabarber er en af forårets første grønsager. Vi plejer at opfatte den som en frugt fordi den især, men ikke kun, bliver brugt i det søde køkken. Rabarbers frugt er det som vi i almindelig tale ville kalde dens frø. Hvis man passer sine planter med henblik på at give stort udbytte, skærer man blomsterstænglerne ned og man ser således aldrig frugtstandene.
Mine rabarber er af sorten Glaskins Perpetual, en kulturarvssort som angiveligt har lavere indhold af oxalsyre end andre sorter.

Glaskins Perpetual

Rhubarb, a herbaceous perennial.


26. apr. 2012

Intet er så godt at det ikke er skidt for noget

Eller er det omvendt? Den ene dag er haven tør og jeg kan slet ikke forestille mig at der skulle være problemer af nogen art. Der er ikke en snegl i syne nogen steder. Den næste dag strømmer de pludselig frem fra alle sider. Så gik den vilde sneglejagt og jeg glemte alt om rabarberblomster som skulle skæres ned. Når det er sagt, så er det er virkelig skønt med regnvejret. Ærter, kartofler og asparges spirer og hele køkkenhaven vågner op til dåd.

Nothing is so good that it's not bad for something

With rain come snails.

6. maj 2011

Vi bliver ved rabarberne


En blog er smart og kan bruges på flere måder. Jeg ledte efter min rabarber-banan-syltetøjs opskrift i ca 10 min før jeg kom i tanker om at jeg jo havde den her.
Dette syltetøj er simpelthen superlækkert. Jeg fandt opskriften en gang hvor jeg benyttede noget ventetid i en fremmed by til at besøge biblioteket.



More about rhubarbs
This is very delicious

3. maj 2011

Hvor har jeg lyst til en kage


Jeg er så sulten. Og lækkersulten. Det må være alt det havearbejde. De første rabarber er høstet og jeg har bagt rabarber/ingefær/nøddekage. Den er væk nu. Jeg må snart bage en ny.






I am so hungry
Must be all that working in the garden.

7. maj 2010

Resten af rabarberne.



Resten af Hannes rabarber brugte jeg til en rabarberdessert.
Jeg dækkede små stykker rabarber med en hjemmelavet luksusmüsli, dryssede med sukker og dryppede med lidt mandelolie. (Det er jo ikke Spise med Price det her). Bages i ovn og spises lun med yoghurt.

Rhubarbcrumble.

Very delicious with yogurt.

6. maj 2010

Sammenlignende rabarberstudier.



Jeg har to rabarbersorter i haven, en gammel plante som vokser på skrænten ned mod marken og glaskins perpetual som jeg såede for et par år siden. Jeg har fået stilke fra en tredje slags af en veninde.



Billederne taler deres tydelige sprog med hensyn til forskel i udseende.
De smager tydeligt forskelligt men jeg er ikke i stand til at gøre rede for forskellen. Hvis jeg skal karakterisere hver sort med ét ord vil jeg sige Hannes = rabarber, Skræntens= sød, glaskins perpetual= grøn.



Via bibliotekets database har jeg fundet denne internetpublikation med alverdens information om rabarber.

Comparing rhubarbs.

Tree kinds of rhubarb. They look diffent and they taste different.

29. maj 2009

Rabarber i lange baner.

Jeg har fået forstærkning fra en venindes have for at kunne gennemføre en række rabarbereksperimenter. Jeg synes selv at det blev meget vellykket.

Rabarbersaft med ingefær


2 slags rabarbersyltetøj

Rabarbersyltetøj med vanille
2 dele rabarber i småstykker
1 del rørsukker
2 cm brugt vanillestang meget finthakket
bringes i kog og hviler natten over.
Næste dag koges det op og koges ind til passende konsistens inden det hældes på rengjorte glas.

Rabarber-banansyltetøj
250 g rabarber
125 g banan (renset vægt)
2 dl rørsukker
korn fra 5 grønne kardemommekapsler, 4 sorte peberkorn, 2 cm kanel.
Krydderierne stødes i en morter og alt varmes til kogepunktet i en gryde. Koger stille og roligt til frugten er let moset ud og konsistensen jævn.
Hældes på rengjorte glas.

Kage


Rabarbermandelkage.
75 g mandelsmør
0,5 dl yoghurt
210 g rørsukker
røres godt sammen. Tilsæt
1 dl hakkede mandler
140 g mel
en knivspids salt
2 tsk bagepulver
Tilsæt 4 æg, et ad gangen.
Rør grundigt. Tilsæt knapt 400 g rabarber i små stykker. Bages enten i muffinforme eller en springform. Bages ved 200 gr i ca 45 minutter. Her må man prøve sig frem, da bageovne er forskellige. Kagen skal bage ret længe da rabarberne safter temmelig meget.
Kagen blev serveret med en lille klat creme fraiche smagt til med rabarbersirup.

25. apr. 2009

Rabarbermousse med ingefær.


Heldigvis har vi endnu en rabarberplante. Den voksede på skråningen mod syd da vi overtog haven for 35 år siden. Inden da havde den sikkert stået der i mange år, så den kan man vist også kalde kulturarv. Jeg ved ikke hvilken sort det er. Herfra tog jeg nogle stilke og lavede en rabarbermousse efter egen opskrift:
200 g rabarberstilke, 1 dl rørsukker, et stykke syltet ingefær, finthakket (man køber dem på glas, runde klumper i tyk sukkerlage), koges til rabarberne er bløde og "opløste". Tilsættes 2 blade husblas udblødt i koldt vand. Når det er kølet ned til stuetemperatur, tilsætter man flødeskum af 1-1,5 dl fløde. Sættes i køleskab til det er stivnet.

24. apr. 2009

Rabarber. Glaskins perpetual.


Ved siden af strandkålen har jeg to rabarberplanter som jeg har sået for et par år siden. Glaskins perpetual er en gammel kulturarvssort, som skulle have et betydeligt lavere indhold af oxalsyre end andre sorter. Desuden skulle den vokse meget hurtigt. Det gør den nu ikke i vores tunge jord. Planterne er stadig ret små og nu er de allerede ved at gå i blomst.
Jeg vakler lidt mellem at fjerne blomsterne for at øge udbyttet, og lade dem stå og nyde det smukke syn.