Selvsået chili

Helt selv har den selvfølgelig ikke gjort det. Det må være frø fra enten nogle af vores egen chili eller nogle vi har købt som er kommet i kompostspanden og på den måde er blevet spredt i haven.

Jeg fandt planten sidste sommer et sted hvor jeg helt sikkert hverken har sået eller plantet chili. Den var ret lille og det lykkedes mig at overvintre den. Det kan måske fortælle mig at det er nemmere at overvintre chili som er sået sent og ikke for store. Eller det er måske bare en meget robust plante. 

Nu står den så her, lille og kompakt og med mange frugter som så småt begynder at modnes. Den ligner ikke nogen af mine andre chili, hverken i voksemåden eller chiliernes udseende. Frugterne er en smule for korte og lidt mere buttede i forhold til de chili vi plejer at købe. 

Jeg har taget en bid af spidsen og den er ikke stærk, som både købechilierne og mine egne plejer at være. Jeg ved godt at den bliver stærkere efterhånden som man nærmer sig stilken, men alligevel.  

 

Rå rødgrød/smoothie

Bærsæsonen står for døren. Jordbærrene er slut, men snart vil haven bugne af ribs, solbær, stikkelsbær, moreller, hindbær, brombær. Nu er det om at få brugt lageret i fryseren fra sidste år.

Lige nu fråser vi i rå rødgrød, lavet ved at blende optøede bær med et par dadler, lidt citron og ingefær. Denne er med brombær, solbær, moreller.

Smager dejligt med lidt havrefløde.

Men er også godt som smoothie uden fløde.

 

Altså, de duer

Jeg var ved at forberede et indlæg om at drivhuset er det eneste sted hvor jeg kan have ærterne i fred for duerne. Det viser sig så ikke at holde stik. Forleden morgen, da jeg kom ud,  var der en due i drivhuset. Men altså næsten i fred, kunne ikke se nogen skader så måske var det et uheld at den havde forvildet sig derind. 

De sidste par år har jeg haft sukkerærter, Winterkefe og Carouby de Maussane, slikært, Cascadia og en høj ært, Faster Kirstens høje ært i gavlene. 

De vokser meget hurtigt, så hurtigt at de knækker sig selv i presset mod taget, så hurtigt at de når at blive færdige inden tomaterne begynder at fylde. 

Lige nu er der kun Faster Kirstens høje ært tilbage og den har det ikke helt godt i varmen, bælgene bliver lidt bløde. 

Når jeg fjerner de kæmpestore sukkerærtebuske finder jeg altid bælge som er blevet for grove. Hvis de havde fået lov at sidde lidt længere kunne jeg have brugt dem til frø. Som de er nu, bælger jeg dem simpelthen og putter dem i gryden til de andre grøntsager. Smagen er grov og lidt bitter. Dejligt, hvis man er til rustik mad. 

 

Du er nu nummer x i køen

Grøntsagerne står i kø for at blive spist. Vi spiller dog ikke musik for dem mens de venter. 

Forrest i køen er asparges. De er også nummer 3 eller 4.

Spinat og Sibirisk kål kæmper om 3. og 4. pladsen. Spinaten fordi den er høstklar, kålen fordi den ikke må blomstre og krydse med raps som jeg dyrker for at have frø til spireglasset.

Men én af de pladser er jo allerede taget. Rent luksusproblem. Det bliver nok til at jeg høster kålen og sætter den på køl. Måske bliver der en ledig plads en dag i nær fremtid. Man kunne måske også køre den gennem slowjuiceren? Sammen med lidt æble for at gøre det drikkeligt?

Så kommer asparges igen og så videre derudaf.

Sibirisk kål, Bear Necessities

En anden plante jeg blev opmærksom på under et havebesøg for nylig, er denne varietet af sibirisk kål. 

Den er fremkommet ved at krydse en fliget sibirisk kål med Mizuna.

Den blev sået sidst på sommeren. Den har sikkert været klar længe men jeg er først begyndt at høste af den nu.

Oprindelig faldt jeg for den selvom jeg tænkte at der kunne gemme sig meget fnidder i de fine fligede blade. Det ser imidlertid ikke ud til at være tilfældet. Smagen er meget mild og det er oplagt at spise den rå i salat.

 

Seombadi, Dystaenia takesimana

En af de mange gode ting ved at få havebesøg er at man bliver opmærksom på ting i haven som man enten lidt har glemt eller aldrig rigtig fundet ud af at spise. 

For nylig havde vi besøg af Søren fra Skrubtudsens Have. Det er netop Søren som har givet os Seombadi for år tilbage. 

Da snakken faldt på Seombadi, måtte jeg indrømme at jeg indtil nu ikke har gjort andet end smage på et blad i ny og næ når jeg passerede planten. Det havde ikke givet mig lyst til at tage den ind i køkkenet. 

Det viser sig at det slet ikke er bladene men derimod stilkene man spiser. Så nu er vi i gang. Vi har både snittet den i salat, hvor den bidrager med en mild sellerismag og frisk sprødhed, og blendet den til pesto med havrefløde. Dejligt.

Seombadi er bemærkelsesværdig derved at den står grøn hele vinteren. Om sommeren har den smukke hvide skærmblomster. Har ledt i mIt billedarkiv men kan desværre ikke finde et foto.

Den er selvfølgelig sund og antiinflammatorisk. Der er jo alle planter. Mere eller mindre.

 

Årstidens hjemmedyrkede mad

Dampet græskar, Marina di Choiggia

Spinat, Winterriesen

Tørrebønner, flageolet