Ingen regel uden undtagelse

Det bedste er at lade alt plantemateriale blive på matriklen og gå naturens gang. Det gavner insektlivet, skaber levesteder for lidt større dyr, giver masser af dejlig kompost til videre dyrkning. 

Men der er altså undtagelser hvor vi bliver nødt til at gå på kompromis. Som f.eks. disse porrer som er ved at blive ædt op af løgminerflue-larver. Dem bliver vi nødt til at køre til forbrænding på genbrugsstationen.

Hvis jeg fremover skal have noget ud af porrerne, ender det nok med at jeg må bøje mig og sætte net over dem.

Her kan man rigtig se hvor slemt det er.

 

Black coat runner bean, Phaseolus coccineus

En pralbønne med store sorte frø. I beskrivelsen står der at roden skulle kunne overvintre og skyde igen til foråret. Jeg er meget spændt på om det kan lade sig gøre. 

Lige nu er planterne i hvert fald stadig grønne og frodige modsat alle de andre stangbønner, som er visnet ned for længst.

 

Rive blade eller ikke rive blade

Der er i øjeblikket en trend som går ud på at man ikke behøver at rive blade sammen. Det kan jeg helt tilslutte mig. Bladene finder i samarbejde med naturens kræfter selv ud af at fordele sig. Når jeg alligevel river blade, er det ikke fordi de ikke må ligge der hvor de ligger. Nej, det er fordi jeg skal bruge dem.
Det er dejligt meditativt arbejde og jeg elsker den der rasle-rasle-lyd af riven gennem de tørre blade.

Jeg samler dem i bunker holdt sammen af trådnet. 

'Allerede' efter et år begynder det at være omsat og efter to år har jeg en masse dejlig pottemuld til forspiring af små-planter.

 

Hybrider versus åbent-polinerede sorter

Vi er begyndt at tage vores forbrug af hybridsorter op til overvejelse. 

Der er ikke som sådan noget i vejen med hybrider. De er ikke genmanipulerede, men frembragt ved at man har krydset to eller flere sorter, som tit ikke er specielt interessante i sig selv, men har et antal ønskelige egenskaber. Det kan gå på smag, størrelse, hurtig vækst, modstandsdygtighed mod forskellige svampe- og skadedyrsangreb. Disse egenskaber kommer frem i den første krydsede generation (F1). Altså når man gennem længere tids avlsarbejde har fundet de sorter og krydsninger som giver de ønskede egenskaber.

Det er klart at dette er bekosteligt og resourcekrævende og derfor er hybridfrø da også meget dyre. Hertil kommer at det er frøfirmaerne som enerådigt bestemmer hvilke frø vi skal udså i vores haver. Desuden kan man opleve at blive glad for en sort og pludselig er den ikke tilgængelig mere. Man kan ikke arbejde videre med den selv, da den i næste generation vil spalte ud, så godt som altid i noget der er dårligere en den første hybridgeneration. 

De hybrider som har fundet vej til Vild med have er f.eks. gulerødder som er (næsten) resistente overfor angreb fra gulerodsfluen og en del blomkål og broccoli.

To nye i år er blomkålen ‘Chinese sprouting’, som voksede utrolig hurtigt. Fra jeg fik foræret fire små udplantningsplanter 17. juli og den blev plantet ud efter de tidlige kartofler, gik der kun 8 uger til den havde nået en enorm størrelse. Et enkelt hoved rakte 3-4 dage selvom vi laver store portioner mad. Den er mere løs end en almindelig blomkål og skulle smage lidt mildere. Jeg synes nu ikke at smagen er så meget anderledes at det berettiger dens ophold i haven. 

En anden er denne røde kinakål, ‘Scarvita’. Det er første gang i flere år det er lykkedes at frembringe rigtige kinakålhoveder. Da jeg så den i frøkataloget var jeg ikke i tvivl. Den måtte jeg absolut have. Men i levende live er den desværre ikke særlig køn eller appetitlig. I gryden giver den hele retten en underlig lyslilla farve. Den kommer helt sikkert ikke med til næste år.

 Tilbage er så en enkelt tomat og en aubergine, som jeg ikke er klar til at give afkald på. Tomaten ‘Sweet crunch F1’ stammer fra Gartneri Toftegård. Jeg fik den foræret som stikling i foråret og jeg vil prøve selv at overvintre den. Jeg har også taget et par frø som jeg vil forsøge mig med selvom det i teorien ikke kan lade sig gøre. Man ved jo aldrig. Det er en cherrytomat, lille, rund, rød, meget fast og helt utrolig sød. Meget frugtagtig. Den har givet meget stort udbytte. Ingen af frugterne er nået frem til køkkenet (bortset fra de enorme mængder grønne tomater som blev høstet i oktober). De ligger nu til eftermodning. Alt er blevet spist som slik direkte fra planten.

Krokus, Crocus sativus

Jeg har prøvet det før, men denne gang med bedre held. Jeg fik løgene foræret og plantede dem i foråret. Henover sommeren visner de ned og da der ikke var sket noget i begyndelsen af oktober, troede jeg at de var døde. Men pludselig var der 8-10 planter oppe og den ene havde straks en blomst. Allerede dagen efter hang tre støvdragere udenfor. De er nu høstet og ligger til tørre på køkkenrulle. 

Det må vist siges at være i småtingsafdelingen. 
 

Vi spiser artiskokker igen

Tidligere på sommeren høstede vi igennem og det er blevet til enorme mængder. Jeg har ikke talt dem men ud fra antallet af gange vi har spist og antallet af knopper vi normalt høster til et måltid, drejer det sig om flere end 200 stk.

I år har vi så fulgt anvisningerne i de gamle bøger og skåret planterne helt ned efter afhøstning af knopperne. 

Det var kæmpetykke stammer som i flere tilfælde skulle saves over. Alt blev fjernet og der var tørre stappe og enkelte slappe grønne blade tilbage. I lang tid gik vi og spejdede og der skete ingenting. 

Men så pludselig et skud her og et skud der og nu 2 måneder senere er der sandelig artiskokker igen.

 

Majs skal spises direkte fra planten

Majs er en af de afgrøder som hurtigt taber smag efter høst.

Den smager allerbedst hvis man høster den lige før den skal spises.

Nu er vi gået et skridt videre.

Vi spiser dem rå, direkte fra planten.