5. dec. 2023

In situ = in vivo

Når det gælder vinteropbevaring af afgrøder, foretrækker vi at høste lige inden det skal spises. Det vi spiser skal være så levende som muligt, synes vi.

Derfor bliver afgrøderne ikke gravet op om efteråret og hengemt, sådan som de fleste gør. Alle rodfrugter, salater, kål og andet får lov til at leve videre så godt de kan på stedet i løbet af vinteren. 

Det er ikke alle der overlever en frostperiode, men det meste klarer sig forbavsende godt i forhold til hvordan det føles for os andre at være derude på denne årstid. 

Vi hjælper dem selvfølgelig lidt. Pakker og dækker dem med blade, afklip og andet grønt og brunt kompostmateriale. Nogle steder lægger vi bionet, som ellers skulle pakkes væk, som et beskyttende øverste lag.

Vi har lige allerede slut november og begyndelse af december været igennem 8 døgn med sammenhængende frostgrader ned til minus 6 grader. Det har vi prøvet før, men det er stadig altid spændende at se hvordan de forskellige afgrøder har klaret sig i denne omgang.


Alt var fint. Frosten havde ikke sat sig i jorden. Nok takket være sneen. Dejligt med friske forsyninger igen. Salaten var lækker sprød og saftig. Gulerødderne struttede af energi og sundhed. Det er der brug for her i den mørke tid.

Ingen kommentarer: