14. jun. 2023

Tørkeindeks 10

Hvad stiller man op, når haven løber ind i en tørkeperiode som den vi har nu? Ikke ret meget, men der er et par enkelte ting, ud over at vande, vi kan gøre for at hjælpe planterne igennem perioden. 

Først og fremmest sørger vi for at jorden omkring planterne er dækket med noget til at holde på fugtigheden. Alt hvad haven kan byde på kan bruges. Græsafskær, kompost, mos, mv. (Vi har slået meget skvalderkål af for tiden). Afdækningen har også den fordel at det holder på co2 og tilfører gødning til bedet. Desuden slipper vi for at se alle de udtørrede jordoverflader. Vi synes at afdækningen har pyntet på haven.

Dernæst kan vi sørge for lidt skygge og læ. Her synes insektnettene at gøre en forskel. Nettene filtrerer noget af den værste solvarme, og mere stillestående luft hjælper også. Planterne synes at trives bedre med net, end uden. Vi har ikke net over det hele, kun der hvor der i forvejen behøves til beskyttelse mod insekter eller fugle, som over gulerødder, visse kål, over jordbær mod solsorte og over ærter med duer.

En ting mere. Hvor tit har vi ikke syntes at vores jord er alt for tung og besværlig at have med at gøre, i forhold til lettere jorde i mange andres haver. Men i denne tid priser vi os lykkelige for vores tunge fede muld, som holder så godt på fugtigheden. Der er nærmest intet ukrudt, og jordgangene er totalt rene. De føles som beton, når man går rundt i haven.

2 kommentarer:

Jens sagde ...

Virkeligt vigtige pointer. Kompost og jorddække gør kun godt, og i disse tørre dage er der da endnu større grund til at begynde på den slags.

Vild med have sagde ...

Tak for din kommentar, Jens. Altid dejligt at få en reaktion.