18. apr. 2016

Artiskok fra fryseren

Hvad gør man midt om sommeren når det pludselig bugner med spiseklare knopper på artiskokkerne. Man har spist alt hvad man kan og man har reserveret knopper til at gå i blomst. For at det skulle gå lidt hurtigt kogte jeg dem i fem minutter, afkølede og så i fryseren.
Så langt så godt. Nu er vi så nået dertil hvor vi skal til at spise dem. Det kan ikke anbefales  at tilberede dem i kogende vand. De bliver ret bløde og fulde af vand, som sejler ned ad armene når man plukker blade af. En meget bedre metode er at lade dem tø nogle timer på køkkenbordet, dernæst lade dem riste meget blidt i en gryde med lidt olivenolie. Hvor længe afhænger af optøningsgraden.
Det er som om den bitre smag har koncentreret sig noget, men i denne tid hvor der ikke er så meget at hente i haven fungerer det fint.





2 kommentarer:

Kirstine sagde ...

Kunne man plukke knopperne som bittesmå og skære dem i kvarte, som man ser det i de grillede artiskokker på glas? Så slap man for at pille blade, men kunne bruge dem direkte. Jeg har ikke prøvet det.

Vild med have sagde ...

Ja det kan man. Hvis man tager dem helt små skulle man kunne spise det hele. Jeg tror at det går bedre med de lidt mørke ovale typer ('violet de Provence') end med de store brede, grønne ('Green Globe'). Tit nænner man det bare ikke.