16. jun. 2024

Smagen af hvide jordbær

De smager bare bedre end de almindelige røde. Har en lækker konsistens i biddet, med sødme af hvid chokolade, med toner af mandel og ananas, og som om der er noget fedtstof involveret. I en blindtest vil man ikke være i tvivl. De her smager afgørende forskelligt fra alle andre sorter af havejordbær. Det bemærksværdige er også, at den søde intense smag er stensikker for hver eneste bær, man putter i munden. Absolut en sikker testvinder!

Planterne er kraftige af vækst, men bærrene er relativt små, og der er ikke mange af dem. Til gengæld er der den fordel ved de hvide bær, at man ikke behøver at have besvær med fuglenet. Solsorten tror, at de endnu ikke er modne. Ha, ha.

Vi har glemt sortsnavnet. Måske hedder den 'Pineberry'. Det er årtier siden vi fik den fra en have i Viborg. De gav jo ikke rigtig noget, så de blev gravet op og kom på komposten. Så pludselig for et par år siden dukkede der nogle flotte jordbærplanter op i bedet med skovjordbær. Det må være de hvide fra Jylland der er genopstået. Vi regnede den stadig ikke for noget, for der var næsten ingen bær. Men nu værdsætter vi den langt om længe som den kulinariske højdespringer, den er.

Det er også først nu, i forbindelse med søgningen efter et sortsnavn, at det er gået op for os, at alle havejordbær jo er hybrider. Fragraria x ananassa var en krydsning mellem F. virginiana og F. chiloensis tilbage i Frankrig i 1700-tallet. Ananassa, fordi smagen mindede om ananas. Og det gør de hvide stadig!


3 kommentarer:

Vild med have sagde ...

Det med solsorten passer desværre ikke helt. Den hakker i de yderste bær. Så den er også med på, at de hvide smager mindst lige så godt, som de røde. Den der ler sidst, ler bedst.

Vild med have sagde ...

Ha,ha! 🐦‍⬛

Tim Skovrup sagde ...

jeg havde dem også i haven for en del år siden, de gav et lille udbytte men absolut gode i smagen ;)