29. sep. 2008

Græskar. Zucca da marmellata.


Det dejlige ved at være haveinteresseret er at vi er mange ligesindede som udveksler frø, planter, råd, erfaringer ja, alt muligt. Det er som om vores haver er med i et stort sammenhængende netværk.
Således er det ikke mit eget græskar jeg har taget hul på her, men et jeg har fået foræret af venner som har haft mere held med græskardyrkningen i år end jeg selv.
Jeg opdager nu at jeg har overtrådt min egen regel om at det som afbildes på disse sider, bortset fra frø, dem kan jeg ikke være selvforsynende med, skal være fra min egen have. Det åbner for et væld af muligheder, da jeg nyder meget godt af andre haveejeres overflod og gavmildhed.



Græskarmarmelade med ingefær
500 g græskar
300 g honning
saft og skal af en citron
3 klumper syltet ingefær, finthakkede

Græskar og honning bringes til kogepunktet og hviler til næste dag. Nu tilsættes citron og ingefær og det hele koges til en passende konsistens mens man rører og moser lidt med bagsiden af skeen.


Jeg havde overvejet kardemomme i stedet for ingefær, men da det kom til stykket valgte jeg klassikeren.

Ingen kommentarer: