Altså, de duer

Jeg var ved at forberede et indlæg om at drivhuset er det eneste sted hvor jeg kan have ærterne i fred for duerne. Det viser sig så ikke at holde stik. Forleden morgen, da jeg kom ud,  var der en due i drivhuset. Men altså næsten i fred, kunne ikke se nogen skader så måske var det et uheld at den havde forvildet sig derind. 

De sidste par år har jeg haft sukkerærter, Winterkefe og Carouby de Maussane, slikært, Cascadia og en høj ært, Faster Kirstens høje ært i gavlene. 

De vokser meget hurtigt, så hurtigt at de knækker sig selv i presset mod taget, så hurtigt at de når at blive færdige inden tomaterne begynder at fylde. 

Lige nu er der kun Faster Kirstens høje ært tilbage og den har det ikke helt godt i varmen, bælgene bliver lidt bløde. 

Når jeg fjerner de kæmpestore sukkerærtebuske finder jeg altid bælge som er blevet for grove. Hvis de havde fået lov at sidde lidt længere kunne jeg have brugt dem til frø. Som de er nu, bælger jeg dem simpelthen og putter dem i gryden til de andre grøntsager. Smagen er grov og lidt bitter. Dejligt, hvis man er til rustik mad.