30. jun. 2013

Hvidløgshøsten 2013 er skudt igang

Sprint er en særlig tidlig sort.

Resten af hvidløgene står stadig på bedet. Men det kan ikke vare længe før de skal høstes.


23. jun. 2013

Salat er også en grønsag

Her i slutningen af juni boomer det for alvor i salatbedene. Men ingen grund til at fortvivle eller lade noget gå til spilde. Salat kan bruges til meget andet end salat. Den kan f.eks. skæres i kvarte og lægges  på grillpanden med lidt olie. Kan dryppes med lidt god soya eller balsamisk eddike. Her på panden ligger en little gem og en baquieu (Frøsamlerne igen).


18. jun. 2013

Australian yellowleaf

En skøn salat som jeg har fra Frøsamlerne. Den har et løst hoved med store gul-grønne sprøde blade. Jeg begyndte at få rigtig glæde af den, da en veninde på besøg gjorde mig opmærksom på at det er en pluksalat. Da jeg begyndte at plukke, kvitterede den ved at vokse endnu hurtigere.

Ideen med dette bed har jeg fra en artikel i PØ 6/2012 om intensive grønsagsbede. Ideen går ud på at dyrke afgrøder som vokser meget hurtigt og når de høstes har man allerede plantet nye som så overtager pladsen. Her skulle det have været salat-rødbede-majs.
Men - for det første valgte jeg jo altså en pluksalat, som ikke høstes, men plukkes over længere tid og derfor ikke giver plads til nyt. Næste afgrøde, rødbeder plantede jeg planmæssigt ud, men de vokser uhyre langsomt. Derfor fremstår bedet nu som et rent salatbed med småbitte rødbeder og tredje trin, udplantning af majs blev aldrig sat i værk. De fandt plads et andet sted.


10. jun. 2013

Det er helt vildt

Kørvelen er vild, haven er vild og jeg er vild med haven.
Vi er så heldige at have en have som er stor nok til vilde områder, som her under æbletræet.

5. jun. 2013

Grundlovsdag = nye kartofler

Jeg ved godt at der er mange som allerede har gravet kartofler op længe. Jeg synes alligevel at det her er flot, for jeg har faktisk ikke gjort ret meget for at få tidlige kartofler. Det er kun 8 uger siden at de blev plantet i avispotter indendørs og 7 uger siden at de blev sat ud på bed. Sorten er Linzer som er tidlig, men ikke meget tidlig.

Det kan synes fråds at grave dem op allerede, men de vokser på bed sammen med græskar (som man måske kan ane i baggrunden) og diverse blomster. Nu har jeg sået lidt buskbønner hvor kartoflerne stod. Ingen plads går til spilde her.

2. jun. 2013

Haven bestemmer menuen

Det gør den tit her hos os. Som for eksempel når en stor busk overvinteret persille snart vil gå i blomst.

Så lægger jeg hovedet i blød for at finde på noget med meget persille. Jeg blev inspireret af opskriften på persillesuppe hos Grydeskeen.dk.