17. maj 2019

Fra jord til bord til mave

på mindre end en halv time - så bliver det ikke friskere.
Vi havde pludselig en bunke jord til overs og så var det jo nærliggende at lægge det på aspargesbedet. Det tog 14 dage fra dækning til de første hoveder tittede igennem.

Vi lavede et forsøg på bedet ved siden af med at dække med blade. Det virkede ikke. Der blev meget koldt nede i bladbunken modsat jordbunken som var varm. Bladene er nu fjernet igen.
Alle asparges bliver hvide hvis man hypper dem og alle asparges bliver grønne hvis man ikke hypper. Dog er der nogle sorter som fra gammel tid har været dyrket som hvide. 

Vores ene bed er med 'Dansk kæmpe Fjedsted' og hvordan den er reddet for eftertiden og nu indgår i NordGens samling, kan læses på Frøsamlernes hjemmeside under 'viden om'. 

Vi har dyrket den danske kæmpe som grøn siden vi fik den. Dels forekom det uoverkommeligt med al den hypning dels synes jeg det er noget besværligt at de skal skrælles. 
Som med alle grønsager har det stor betydning hvor længe, eller rettere hvor kort, der går fra høst til konsum. Med asparges er der slet ingen sammenligning og de smager simpelthen så meget bedre når de er friskhøstede end når de har været transporteret og ligget i supermarked i flere dage. 
Ydermere viser det sig at man ikke behøver at skrælle dem.




Ingen kommentarer: