31. jul. 2021

Selvsået chili

Helt selv har den selvfølgelig ikke gjort det. Det må være frø fra enten nogle af vores egen chili eller nogle vi har købt som er kommet i kompostspanden og på den måde er blevet spredt i haven.



Jeg fandt planten sidste sommer et sted hvor jeg helt sikkert hverken har sået eller plantet chili. Den var ret lille og det lykkedes mig at overvintre den. Det kan måske fortælle mig at det er nemmere at overvintre chili som er sået sent og ikke for store. Eller det er måske bare en meget robust plante. 



Nu står den så her, lille og kompakt og med mange frugter som så småt begynder at modnes. Den ligner ikke nogen af mine andre chili, hverken i voksemåden eller chiliernes udseende. Frugterne er en smule for korte og lidt mere buttede i forhold til de chili vi plejer at købe. 



Jeg har taget en bid af spidsen og den er ikke stærk, som både købechilierne og mine egne plejer at være. Jeg ved godt at den bliver stærkere efterhånden som man nærmer sig stilken, men alligevel.  


 

4. jul. 2021

Rå rødgrød/smoothie

Bærsæsonen står for døren. Jordbærrene er slut, men snart vil haven bugne af ribs, solbær, stikkelsbær, moreller, hindbær, brombær. Nu er det om at få brugt lageret i fryseren fra sidste år.


Lige nu fråser vi i rå rødgrød, lavet ved at blende optøede bær med et par dadler, lidt citron og ingefær. Denne er med brombær, solbær, moreller.

Smager dejligt med lidt havrefløde.


Men er også godt som smoothie uden fløde.