14. sep. 2014

Efterårshindbær

Det er rigtig smart, for de sene hindbær har blomstret for sent til at hindbærbillen har kunnet lægge æg i blomsterbunden. I ved, de der små orm som gør at det er et kæmpe sortere-arbejde at plukke hindbær i juli.
I september kan man bare plukke og nyde. Der er måske ikke så mange bær ad gangen, men så kan man gemme i fryseren til der er nok til en portion hindbærsylt eller bare spise dem direkte fra busken eller til dessert.
Der findes særlige efterårsbærende hindbær, men faktisk kan man få alle hindbærplanter til at give frugt i september i stedet for juli ved at skære alle skud helt ned i foråret.


8. sep. 2014

Vild med have på indkøb

Normalt impulskøber jeg ikke, men i går på markedet løb det af med mig. Det blev til to ny planter. Mesterrod til venstre og til højre Tulbaghia også kaldet Afrikansk Hvidløg. Aldrig hørt om den før. Den ligner kinesisk purløg til forveksling, men har violette liljeagtige blomster. Alt det her med plantefamilier er ret indviklet, det lader dog til at den trods navnet ikke er en allium. Det vil sige at jeg roligt kan lade den stå ved siden af purløget. Jeg prøvesmagte et blad, meget forsigtigt, og havde hvidløg på tungen flere timer efter.