30. apr. 2016

Nattefrost, øv

Min helt simple strategi i forhold til den varslede nattefrost var denne: jeg tror ikke på det. Nå, det virkede altså ikke! Enkelte kartoffelskud har fået frost og ser mærkelig brune ud. Det er egentlig ikke den store ulykke, de skal nok komme alligevel.

Mærkelig nok er der et par store planter lige ved siden af som ikke har taget skade, så måske bliver der trods alt lidt tidlige kartofler.

28. apr. 2016

Dagens høst

Trods den tomme have kan der alligevel findes lidt hist og her.
Løg, som måske godt kunne være blevet større, men de stod lidt i vejen,
de trævlede gulerødder,
radiser fra drivbænken,
et lille salathoved,
en hel bunke persille,
den sædvanlige bunke grønne blade.
Desuden brugte jeg hvidløg og græskar fra haven.
Dagens menu: Græskarragout med persillepesto og salat.

24. apr. 2016

Rabarbersamlingen

‘Glaskins Perpetual’ valgte jeg oprindeligt p.gr.a. lavt indhold af oxalsyre. Det virker ikke helt klart om oxalsyre er skidt eller ligefrem godt at indtage. Men det står tilsyneladende fast at mælkeprodukter neutraliserer den. Så en kage med fløde eller creme fraiche skulle være sikker. Eller man kan nøjes med at høste før Sct. hans hvor indholdet er lavest.
Nu har jeg så i en anden tabel set at indholdet af oxalsyre i ‘Glaskins’ er højt. Desuden er jeg ikke så tilfreds med planterne. De går meget hurtigt i stok og bliver ret hurtigt angrebet af en eller anden form for rust. Jeg er allerede begyndt at skære blomsterstande fra. Det virker også lidt som om de er i tilbagegang, de bliver tyndere og tyndere for hvert år.
Derfor har jeg købt frø af to nye. ‘Victoria’ (øverst) er valgt for sin tidlighed og middel indhold af oxal. ‘Champagne’ (nederst) er valgt for tidlighed og for navnet som lyder berusende dejligt.


Så er der jo den gamle arverabarber. Jeg har døbt den ‘Skrænten’ fordi den vokser på skrænten.
Den kunne jeg virkelig godt tænke mig nogle flere af. En deling og omplantning for nogen år siden forløb ikke så heldigt. Det er ikke uproblematisk at frøformere rabarber.
Den korte forklaring er at de har mere end to kromosomsæt og derfor kan afkommet blive ret forskelligt fra ophavet. Første skridt er at lade den gå i blomst og se om de kan spire.
Her kommer så årets rabarberkage. Opskriften er taget her hos Lone Landmand. Jeg kom resterne af en pose mandelmel i dejen og tilføjede hakkede mandler til fyldet. Opskriften er lidt usædvanlig men jeg kan sige at den fungerer. Kagen er også god dagen efter.


22. apr. 2016

Aldrig så jeg en have så tom

Det passer selvfølgelig ikke for det ser jeg jo hvert år ved denne tid. Jo mere jeg ordner derude jo tommere bliver der. Det varer et godt stykke tid før det her kommer til at ligne en køkkenhave.

Der er dog lyspunkter. Som f.eks. salaten i drivhuset.
Der skal også være plads til lidt pynt.


18. apr. 2016

Artiskok fra fryseren

Hvad gør man midt om sommeren når det pludselig bugner med spiseklare knopper på artiskokkerne. Man har spist alt hvad man kan og man har reserveret knopper til at gå i blomst. For at det skulle gå lidt hurtigt kogte jeg dem i fem minutter, afkølede og så i fryseren.
Så langt så godt. Nu er vi så nået dertil hvor vi skal til at spise dem. Det kan ikke anbefales  at tilberede dem i kogende vand. De bliver ret bløde og fulde af vand, som sejler ned ad armene når man plukker blade af. En meget bedre metode er at lade dem tø nogle timer på køkkenbordet, dernæst lade dem riste meget blidt i en gryde med lidt olivenolie. Hvor længe afhænger af optøningsgraden.
Det er som om den bitre smag har koncentreret sig noget, men i denne tid hvor der ikke er så meget at hente i haven fungerer det fint.





15. apr. 2016

'Baquieu'

Jeg vil gerne endnu en gang slå et slag for denne selvkørende salat. Den sår sig selv år efter år og det eneste man behøver at gøre er at flytte de små planter hvis man vil styre hvor de skal vokse.
I dag er de første klar til høst. De er ikke store men det gør ikke noget for der er masser af dem rundt om i haven. Lige dette hoved har stået under bionet i vinterens løb. Det er ikke fordi de ikke sagtens kan klare sig uden, det er mere fordi jeg ikke vil risikere at miste dem alle til rådyrene. Rådyrenes livretter er cikorier, bladbeder og rødbeder men man kan jo aldrig vide om de pludselig får smag for havesalat også.
Den er muligvis synonym med ‘Erstling’ eller ‘Baquieu Erstling’ som vistnok kan købes. Ellers kan man anskaffe sig den hvis man er medlem af Frøsamlerne. Eller man kan møde Frøsamlernes markedstande rundt om på havemarkeder og være heldig at den er i sortimentet.
Så fik jeg også lige lavet lidt reklame for Frøsamlerne.

12. apr. 2016

Lav riigeligt med planter

Så kommer man lige gående for at se til sine tomater og bliver mødt af dette syn.
Det er altså prisen for at lave sin egen pottemuld. 

Jeg er begyndt at lave både så- og plantejord efter opskrift på Havenyt.dk.
Fordelen er at man ikke hele tiden skal i byggemarked og købe, at man ikke er med til at udpine vores højmoser.
Ulempen er så at man selv indfører forskellige skadedyr til sine  planter. Jeg ved ikke lige hvilket der har været på spil her, en snegl måske. Men det er en del af gamet når man er økologisk. Heldigvis har jeg to af hver tomat. Jeg var ellers lige begyndt at synes det var lidt fjollet og det fylder jo enormt meget i vindueskarmen. Det er altså en god idé at så flere planter end man skal bruge. Eventuelt overskud kan man så forære væk eller proppe ind et eller andet sted i rækkerne.
Når jeg potter om så ryger overskydende jord med i puljen igen. Det kan resultere i at der dukker småplanter op uforudsete steder. F.eks. står der pludselig små salater i en stiklingepotte. Jeg må så leve med at jeg indtil videre ikke ved hvilken sort. For de skal selvfølgelig videre. De strutter jo af sundhed. De kan måske ligefrem lide at blive kastet på hovedet og få skovlet en hel masse jord over sig.


10. apr. 2016

Som sagt så gjort

Første opgave i haven i går var altså at grave porrer op. Ikke dem alle, jeg gemmer stadig nogen til en af yndlingsretterne: Porre og fintsnittet ingefær wokket blidt i olivenolie.

Grovrensningen foregår på komposten.

Finrensningen foregår i bryggerset. De er stadig ret fine, kun enkelte er begyndt at få en fast kerne.
Det blev til en stor skål til fryseren. De skal nok hovedsagelig bruges til en anden yndlingsret: Hytteostpostej med gulerod og porre.

Næste sæsons porrer står og vokser sig store nok til at blive plantet ud. På en af frøposerne stod der at porrer kan tåle at blive omplantet en ekstra gang. På den måde kan man måske få lidt større udplantningsplanter og måske kan det lykkes at plante dem med lidt større afstand. Og i sidste ende få større afgrøder og forhåbentlig mere luftcirkulation og mindre porrerust.

Sorterne som jeg vil plante ud i år er
‘Musselburgh’
‘Bleu de solaise’
‘Long de mezieres’

9. apr. 2016

Udnyt de sidste porrer

Hvor er det godt at blive mindet om noget man havde glemt at man vidste. Her på
Karna Majs fantastiske nye køkkenhaveblog har jeg fået genopfrisket at porrer kan fryses uden blanchering. Det er så nemt, grave op, rense, snitte, putte i pose. Jeg må se at komme i sving for det varer ikke længe inden de begynder at skyde i vejret. Desuden begynder de snart at stå i vejen. Her i mit sædskifte skal der være rodfrugter hvor porrerne har stået.

Træerne i baggrunden er rosenkål som snart skal flyttes og slås sammen på mindre plads med henblik på frøavl.

3. apr. 2016

Køkkenrulle- og pincetmetoden

Det har været noget af en øjenåbner for mig. Det startede med at jeg skulle lave en spireprøve på nogen bønner fra 2013.
Man lægger et stykke køkkenrulle på en tallerken, gør det vådt, lægger et antal frø, filmer tæt, og ned i en skuffe. Spireprocenten er nem at regne ud hvis man lægger 10 frø.
Så fortalte en veninde mig (ikke for første gang) om hvordan hun spirer frø på vermiculite og derefter forsigtigt overfører dem til jord med en pincet.

Så nu er mine skuffer fulde af tallerkener i alle størrelse og de kører ud og ind hele tiden, for jeg skal jo lige tjekke om der er sket noget indenfor den sidste time.

Her er så resultatet af bønnetesten. Ti frø spirede 100 % og de skulle da ikke gå til spilde.