31. okt. 2016

Vinterhave

Så er drivhuset gjort klar med overvintrende salater og nysåede asiatiske bladsager. I forgrunden ses salat ‘Romaine d’hiver’. Planterne er selvsåede og jeg har fundet dem rundt omkring, hovedsagelig i havegangene. De kan godt overvintre udendørs, men i drivhuset kommer de meget tidligere.
Bedet i drivhuset har også fået ny jord, og jeg valgte at lukke øjnene for de snegleæg der dukkede op da jeg hentede jord fra en bunke. Muligvis vil jeg fortryde det til foråret.
Den tid er forbi hvor jeg kom i højt alarmberedskab hver gang jeg fik øje på en snegl (dræber) eller en bunke æg.
Lige nu har det fundet en balance og så længe sneglene holder sig uden for mit synsfelt sker der dem ikke noget. Jeg er dog ikke blevet så blasert at jeg færdes uden saks.


27. okt. 2016

Åh, disse eksotiske vækster

Måske kan man lykkes med at få dem til at vokse, og hvad gør man så?
En kalabas plantet i kompostbunken med snore op i æbletræet er lykkedes over al forventning.
Tidligere har jeg, uden held, forsøgt at tørre en hel kalabas i stuevarmen.
Et forsøg med at skære over, udhule og tørre er heller ikke faldet heldigt ud. De mugner lige så stille og roligt. Jeg var ellers begyndt at visualisere 12 dekorative kalabasskåle.
Lige nu begynder de at få pletter og havner en ad gangen på komposten hvor de så vil give næring til næste års eksperimenter.

21. okt. 2016

Stabilt bønnekryds - næsten

De seneste år har jeg sået de samme fire stangbønner
Det er øverst fra venstre og med uret
Golden of Bacao, voksbønne med lange flade bælge, en frøsamlersort
Spagna, smørbønnetype, giver ikke så stort udbytte, men de tørrede bønner er store og meget lækre
Lamon, borlotto-type
Tarbais, har været dyrket i århundrede omkring Tarbais i Syd-Vest Frankrig, en foræring fra min søster som bor i det område
Hvert år får jeg rene frø og desuden de tre krydsninger i højre række. Det slår ikke fejl. Nøjagtig de samme mønstre hvert år. Da jeg skulle til at pakke bønnerne væk opdagede jeg, at der er et fjerde kryds. Nemlig helt sorte bønner. Hvert år kasserer jeg krydsningerne, men denne gang spiser vi dem i stedet. Måske er de gode selvom de ikke ser “rigtige” ud.
Jeg har engang dyrket Enorma og det er det som stadig viser sig i bønnen øverst til højre.
Det er bedst at holde en smule afstand når man dyrker bønner til videreavl. Men ude i den virkelige verden er det mest praktisk at dyrke stangbønner tæt. Medmindre man vil have den samme sort i hele stativet. Jeg lever med krydsningerne men deler aldrig ud af mine frø.



18. okt. 2016

Stor ståhej for en gulerod

Endelig fik jeg gjort det som jeg har tænkt på i flere år. Nemlig lagt bionet over gulerødderne.
Skønt med gulerødder uden orm. Så nemme at gøre i stand.
Nu kan jeg næsten høre nogen tænke om det virkelig er ulejligheden værd. Ja det synes jeg, at det er. Man har adgang til mange forskellige sorter og de smager altså allesammen meget bedre når de kommer lige fra haven til bordet.
Lige nu er jeg stadig i gang med at høste sommergulerødderne. Her er det ‘Kalina’ F1. 

Vidste I at det er hollandske gartnere der har forædlet guleroden så den nu har den rigtige gulerodsfarve, nemlig orange?
Nu kan man heldigvis få dem både gule, hvide, violette og endda sorte.


15. okt. 2016

Sojabønner i forskellige stadier

Det er slet ikke tilsigtet. De tre slags sojabønner er som sædvanlig blevet sået samtidig, og de plejer også at modnes nogenlunde samtidig. I år var den grønne, ‘Tokyo Verte’ langt bagud, med det resultat at vi her midt i oktober stadig har friske bønner til dampning.

Lad mig lige opfriske hvordan man gør. Hvis man ikke har en damper, går det fint at give bælgene et par minutter i kogende vand. Vandet hældes fra og bønnerne anrettes på et fad, dryppes med citron og drysses med flagesalt. Man tager bælgene en ad gangen, putter den i munden, men hold stadig fast i den, klemmer med fingrene og bønnerne smutter ind i munden. Kombinationen af bønnernes nøddeagtige smag sammen med citron og et par korn salt er uforlignelig. Helt anderledes end edamame fra supermarkedet, som bare smager salt over det hele.
Det er heller ikke tilsigtet at vi har fået så mange tørrebønner. Vi var simpelthen ikke til stede da de skulle høstes friske. Heldigvis er der meget forskelligt man kan bruge dem til.

11. okt. 2016

Årets græskar

De fire kæmper i forgrunden kommer fra planter som egentlig var i overskud og derfor blev sat lidt tilfældigt rundt om på kompostbunkerne. Kæmpesucces. De er så store at jeg nærmest ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med dem. Og det største er endda ikke med på fotoet. De fem grøn-orange øverst til højre er nøgenfrøede og det er dem som indlægget handler om.
Retzer Gold hedder de og de dyrkes for frøenes skyld. Kødet er ikke værd at spise.

En nem måde at åbne dem på er at putte dem i et indkøbsnet eller lignende og knalde dem for fuld kraft i fliserne.
Hm, noget af en overraskelse. Det første indeholdt kun to modne frø!

Så gik det lidt bedre med det næste.

En sigtefuld som blev skyllet og tørret let i ovnen.

Meget lækre på salat eller morgengrød.

Kan anbefales hvis man har masser af plads.

8. okt. 2016

Smart spiretest

Mit første forsøg med at tage frø af rosenkål. Sorten er 'Jåtunsalgets Rosenkål' som stammer fra den norske genbank og som jeg har fået via en frøsamlerven. Det er snart en del år siden og jeg tænkte at det var på tide at forny frøene.
Her har jeg plantet 20 planter tæt sammen efter at vi er færdige med at spise de lækre kålskud.

I løbet af kort tid stod de i fuld blomst.

Siden blev de hængt til tørre. Det glemte jeg at fotografere.

Det er nu et stykke tid siden at frøene er høstet og pakket ned. Under det sted hvor de havde hængt, voksede der de frodigste kålskud frem. De skulle selvfølgelig ikke gå til spilde og vi wokkede dem med hvidløg, ingefær og chili.