30. nov. 2008

Salatskålen netop nu.


Det der fylder salatskålen i øjeblikket er cikorierne som jeg såede sidst i juni.
Palla di fuoco rossa, af egen avl. De har vist sig at sætte hoveder tidligere end købefrøene.
Castelfranco
Pain de sucre
Med en dressing af god olivenolie, mørk kinesisk vineddike og lidt salt smager det simpelthen uhyrlig godt.

27. nov. 2008

Broccolo. Romanesco natalino.


Jeg var meget begejstret forleden dag da jeg høstede broccolo. Tænk det stammer alt sammen fra sådan et lille frø som jeg har lagt her på en underkop. Tænk hvor meget information det lille frø indeholder. Naturen er forunderlig. Nu ved jeg godt at det ikke er ren natur alt sammen. Der ligger sikkert et stort krydsnings- og udvælgelsesarbejde bag. Men det er ikke en hybrid, så jeg kan lave mine egne broccolofrø til næste sommer hvis jeg har lyst.


Jeg vil lade planterne stå vinteren over. Måske de kan give nogle små hoveder eller blade til foråret.

25. nov. 2008

Rødbeder er in. I.



Da danske madanmeldere kårede årets ret i august måned spillede rødbede en fremtrædende rolle.
Der indgik således rødbede både i årets forret, årets hovedret og årets dessert.




Jeg ville creere en rødbede-chokolade-chili-kage. Som udgangspunkt brugte jeg en courgettekage hvor jeg ændrede lidt på ingredienserne. Resultatet blev en meget tung og bastant kage som jeg vil kalde

Rødbede-studenterbrød.
3 æg, 2 dl olivenolie, 2,5 dl rørsukker, vanille, 2,5 dl yoghurt, 6 dl mel (spelt), lidt salt, 1,5 tsk vinstensbagepulver, 80 g kakao
5 dl fintrevet rødbede, 2,5 dl hakkede nødder, 100 g hakket chilichokolade.

Æg, olie og sukker piskes luftigt og cremet. Resten af ingredienserne blandes forsigtigt i, i den nævnte rækkefølge. Bages ved 180 grader i små forme eller èn stor, indtil kagen slipper en kniv eller strikkepind.
























Jeg kan ikke helt gennemskue hvorfor min kage blev så tung. Måske piskede jeg ikke nok. Under alle omstændigheder smagte den godt, nydt i tynde skiver.

23. nov. 2008

Broccolo. Romanesco natalino.



Det er utroligt hvad man kan hente i haven her midt i frostvejret. Denne broccolo er meget flottere end dem jeg høstede i sommer, så til næste år vil jeg sætte planterne senere.




Jeg kommer til at tænke på søhestedale.

6. nov. 2008

Mon chili vokser ind i himlen.



Jeg vil prøve at overvintre en chili, Gitte Olsen. Den har stået på friland under stangbønnerne. Den var ikke ret stor da jeg gravede den op i slutningen af september og tog den ind. Den ikke blot overlevede omplantningen, den begyndte at skyde små nye grønne blade. Så begyndte den at blomstre og nu venter jeg spændt på hvornår chilierne begynder at vise sig.

2. nov. 2008

På svampetur i haven. Pleurotus pulmonarius.



Det har jeg aldrig før set. Østershatte der vokser på hyld, og så i vores egen have. Jeg tror endda at det drejer sig om den lidt sjældnere Sommerøstershat.

1. nov. 2008