Jeg er gået helt amok i løg. Ligesom jeg er amok i næsten alle andre arter af grønsager. Amok i former og farver. Jeg kan ikke bare nøjes med ét rundt gult løg. Når man sår sine løg i stedet for at sætte dem, åbner der sig en verden af forskellige sorter. Jeg har købt ind med arme og ben, som man siger. Tropea Rossa Lunga og Long Red Florence (jeg regner med at det mere eller mindre er det samme løg) har jeg før prøvet med godt resultat. Stuttgarter Riesen var det stikløg som blev valgt fra til fordel for Sturon. Nu bliver det altså sået i stedet for. The Kelsae, et engelsk udstillingsløg. Når det er noget med udstilling er det som regel noget med meget stort. Dette løg skulle desuden smage godt! Hvis man vil gøre sig håb om kæmpeløg skal man starte allerede i december. Jeg er tilfreds hvis bare de bliver en almindelig køkkenvenlig størrelse. Ailsa Craig, endnu et udstillingsløg. Jeg har taget det for beskrivelsen af smagen: sød og mild. Senshyu Yellow. Et løg som kan sås både forår og sidst på sommeren for overvintring. Jeg vil prøve begge dele. Overvintrende grønsager kan man ikke få for mange af. Ambition F1, et hybrid-skalotteløg, altså ikke noget med at tage egne frø. Brunswiger Rodo, og så kom jeg lige forbi NordGens lille butik hvor jeg bestilte 4 poser, heriblandt et løg. En stribe forårsløg, som skal sås i løbet af sommeren, f. eks. efter tidlige kartofler eller ærter eller hvor der bare er et stykke med bar jord. Ramrod, North Holland Blood Red, Guardsman, White Lisbon. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar