10. feb. 2018

Indkøb af frø II


Her gik jeg virkelig amok i impuls. Det særlige ved dette firma er at portionerne er ganske små. Ja, I læste rigtigt. Normalt går vi køkkenhave-dyrkere jo og klager over at der er for lidt frø i poserne. Men egentlig, hvis man er omhyggelig med at så, er der tit for mange. Det kan man så løse ved at dele med andre eller gemme til næste år. Hvorefter man ender med et bjerg af poser som “forhindrer” én i at købe nye året efter. 
Her er der f.eks. 24 frø i posen med broccoli, ‘Rudolph’ og hvem skal bruge mere end 20-24 planter af den samme kål? Prisen er så derefter, ca 5 kr/posen. Det åbner jo for at købe vildt ind. Udvalget er stort og spændende. Desværre ikke noget økologisk men til gengæld går de heller ikke op i F1 sorter. 
Når jeg deler bunken i liste- og impuls-indkøb viser det sig, at der faktisk ikke er så mange sorter, som jeg ikke på en eller anden måde allerede har haft i hovedet. Direkte impuls er f.eks. en storbladet timian, en savoykål som hedder noget med ekstra late, en vild bergamotte, ‘Monarda fistulosa’. Jeg har allerede en ‘Monarda citriodora’, så jeg er lidt spændt på om der er den store forskel.


Ingen kommentarer: