18. mar. 2019

Den endegyldige rådyr-løsning


Vi har haft det oppe at vende mange gange i årenes løb. Jævnligt kom vi ud og så skader efter rådyrene. Men hver gang er vi blevet enige om at der er nok til os alle og vi havde ikke lyst til at gå og stirre ind i et hegn. Sidste år eskalerede det så.


Hele marts måned var alt dækket af sne og vi så spor efter dyrene, som på deres vej fra skoven til stranden eller markerne på den anden side af vejen, lige standsede op og tog nogle lækre bidder. Hindbærrene blev klippet ned en ekstra gang.


Men det der for alvor fik bægeret til at flyde over var da en hind i maj måned flyttede ind med to små yndige nyfødte kid og to store kid fra året før. 


Hele haven blev indhegnet. Det tog dem lige et par uger at acceptere det. Jeg så en af dem løbe langs hegnet og der var også tegn til at de havde prøvet at løbe hegnet ned. Men nu er det helt slut med rådyr i haven og der er aldrig mere gnavet af cikorier, bladbeder mm og ikke trampet rundt over det hele. Stor lettelse.

4 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Ja og selv om de er nok så søde, er der intet andet at gøre, hvis man ikke vil dele med rådyrene.

Terese og Kristoffer sagde ...

Fuld forståelse herfra! Jeg kom ud til nydeligt 'nedklippede' tulipaner i går og efter lang tids snakken om hegning af haven, gik jeg i laden og hentede mærkepinde og fik sat op hvor jeg gerne vil have hegn! Jo, de er dejlige og hyggelige, men når man nu gerne vil have have, så er det bare så møg frustrerende, gang på gang at komme ud og se at det man har plantet er blevet fejet på eller ædt...

Kirstine O sagde ...

Ja, der er en grænse!Hvor højt er hegnet, og hvor har I købt det?

Vild med have sagde ...

Hegnet er kun 1.20 m højt. Det ville rådyr sagtens kunne springe over, men det hegn som ses på fotoet står på en skrænt så i virkeligheden skal de nok springe omkring 1.80 eller mere for at kunne over. Resten af vejen rundt står hegnet indenfor meget høje hække, hvor det mest drejer sig om at lukke huller forneden, eller buskads som er så ufremkommeligt st det er umuligt at tage tilløb. Det hele er købt i Harald Nyborg og vi synes at det er blevet en meget diskret løsning.
Nu mangler jeg bare at overdække hele haven mod duerne!! Møg-duer.