27. sep. 2019

En bønne med lang sæson


Denne bønne, ‘Mongeta del cuc’, er mere remonterende end andre sorter, synes jeg. Den er blevet sået 22. Maj. Jeg har ikke noteret dato for første høst, men jeg ved at jeg har høstet et utal af gange. Senest i går - og der er stadig både små bønner og blomster. Jeg er ret sikker på at det bliver til endnu en høst. På den måde kan en række på en meter forsyne to personer med bønner over en meget lang periode.
Tricket er at plukke hver gang der er høstklare bønner. En række ved siden af som var afsat til frøavl, blev der selvfølgelig ikke  høstet på og der er kun kommet de bønner som blev bestøvet i første omgang.




Når jeg googler den, får jeg sider på spansk, så den må stamme fra Spanien. Jeg har frøene fra Frøsamlerne.

19. sep. 2019

Kanon løghøst

Trods det at vi har hvidråd i haven og der verserer rygter om løgminerfluen, har vi haft den største løghøst i mange mange år. Fotoet viser bare en lille del af høsten.

Jeg plejer at købe tørrede løg i små bitte dåser, men nu er der løg nok til at jeg kan lave det selv. Man kan lave det lækreste umami-pulver til at drysse på maden. Mit seneste pulver består af to ingedienser: tørret løg og Karl Johan svampe. Jeg kan godt love at det smager godt. 



13. sep. 2019

Sommeren der gik

Sommeren er gået så hurtigt og nu er vi allerede kalendermæssigt godt igang med efteråret. Jeg har slet ikke haft tid at poste indlæg her på bloggen. Men her er i hvert fald et billede af hvordan haven så ud mens der stadig var korn på marken. August er særlig travl med både høst af afgrøder og frø, og ikke mindst såning og plantning af vinterafgrøderne.

Det sidste er overhovedet ikke gået godt. Alt hvad jeg sår kommer op og forsvinder igen. Både spinat, løg, salat, majroer osv. Jeg har forsøgt med forspiring og plantet tingene ud når de har en vis størrelse. Det går heller ikke. Jeg tror det er snegle der er problemet, men i så fald er de så små at jeg ikke kan se dem. Og så er det jo umuligt at tage kampen op.
Det er så utrolig ærgerligt at se hvordan de små planter stille og roligt bliver aflivet.