Stabilt bønnekryds - næsten

De seneste år har jeg sået de samme fire stangbønner
Det er øverst fra venstre og med uret
Golden of Bacao, voksbønne med lange flade bælge, en frøsamlersort
Spagna, smørbønnetype, giver ikke så stort udbytte, men de tørrede bønner er store og meget lækre
Lamon, borlotto-type
Tarbais, har været dyrket i århundrede omkring Tarbais i Syd-Vest Frankrig, en foræring fra min søster som bor i det område

Hvert år får jeg rene frø og desuden de tre krydsninger i højre række. Det slår ikke fejl. Nøjagtig de samme mønstre hvert år. Da jeg skulle til at pakke bønnerne væk opdagede jeg, at der er et fjerde kryds. Nemlig helt sorte bønner. Hvert år kasserer jeg krydsningerne, men denne gang spiser vi dem i stedet. Måske er de gode selvom de ikke ser “rigtige” ud.
Jeg har engang dyrket Enorma og det er det som stadig viser sig i bønnen øverst til højre.
Det er bedst at holde en smule afstand når man dyrker bønner til videreavl. Men ude i den virkelige verden er det mest praktisk at dyrke stangbønner tæt. Medmindre man vil have den samme sort i hele stativet. Jeg lever med krydsningerne men deler aldrig ud af mine frø.

Stor ståhej for en gulerod

Endelig fik jeg gjort det som jeg har tænkt på i flere år. Nemlig lagt bionet over gulerødderne.
Skønt med gulerødder uden orm. Så nemme at gøre i stand.

Nu kan jeg næsten høre nogen tænke om det virkelig er ulejligheden værd. Ja det synes jeg, at det er. Man har adgang til mange forskellige sorter og de smager altså allesammen meget bedre når de kommer lige fra haven til bordet.
Lige nu er jeg stadig i gang med at høste sommergulerødderne. Her er det ‘Kalina’ F1. 
Vidste I at det er hollandske gartnere der har forædlet guleroden så den nu har den rigtige gulerodsfarve, nemlig orange?

Nu kan man heldigvis få dem både gule, hvide, violette og endda sorte.

Sojabønner i forskellige stadier

Det er slet ikke tilsigtet. De tre slags sojabønner er som sædvanlig blevet sået samtidig, og de plejer også at modnes nogenlunde samtidig. I år var den grønne, ‘Tokyo Verte’ langt bagud, med det resultat at vi her midt i oktober stadig har friske bønner til dampning.

Lad mig lige opfriske hvordan man gør. Hvis man ikke har en damper, går det fint at give bælgene et par minutter i kogende vand. Vandet hældes fra og bønnerne anrettes på et fad, dryppes med citron og drysses med flagesalt. Man tager bælgene en ad gangen, putter den i munden, men hold stadig fast i den, klemmer med fingrene og bønnerne smutter ind i munden. Kombinationen af bønnernes nøddeagtige smag sammen med citron og et par korn salt er uforlignelig. Helt anderledes end edamame fra supermarkedet, som bare smager salt over det hele.

Det er heller ikke tilsigtet at vi har fået så mange tørrebønner. Vi var simpelthen ikke til stede da de skulle høstes friske. Heldigvis er der meget forskelligt man kan bruge dem til.

Årets græskar

De fire kæmper i forgrunden kommer fra planter som egentlig var i overskud og derfor blev sat lidt tilfældigt rundt om på kompostbunkerne. Kæmpesucces. De er så store at jeg nærmest ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med dem. Og det største er endda ikke med på fotoet. De fem grøn-orange øverst til højre er nøgenfrøede og det er dem som indlægget handler om.

Retzer Gold hedder de og de dyrkes for frøenes skyld. Kødet er ikke værd at spise.

En nem måde at åbne dem på er at putte dem i et indkøbsnet eller lignende og knalde dem for fuld kraft i fliserne.

Hm, noget af en overraskelse. Det første indeholdt kun to modne frø!

Så gik det lidt bedre med det næste.

En sigtefuld som blev skyllet og tørret let i ovnen.

Meget lækre på salat eller morgengrød.

Kan anbefales hvis man har masser af plads.

Smart spiretest

Mit første forsøg med at tage frø af rosenkål. Sorten er 'Jåtunsalgets Rosenkål' som stammer fra den norske genbank og som jeg har fået via en frøsamlerven. Det er snart en del år siden og jeg tænkte at det var på tide at forny frøene.
Her har jeg plantet 20 planter tæt sammen efter at vi er færdige med at spise de lækre kålskud.

I løbet af kort tid stod de i fuld blomst.

Siden blev de hængt til tørre. Det glemte jeg at fotografere.

Det er nu et stykke tid siden at frøene er høstet og pakket ned. Under det sted hvor de havde hængt, voksede der de frodigste kålskud frem. De skulle selvfølgelig ikke gå til spilde og vi wokkede dem med hvidløg, ingefær og chili.

Hvem er synderen

Arveærterne fra min faster Kirsten har stået til tørre i et luftigt udhus. Jeg har omhyggeligt sorteret dem efter hvor mange frø der var i bælgen. I morges, da jeg var ude for at hente nogle andre ærter, lagde jeg ikke mærke til noget usædvanligt. Her til aften så fadet med “ærter 7 i bælgen” sådan her ud. Der er ingen spor i form af muselort eller fugleklatter. Kan det være det søde lille egern som vi af og til ser i haven? Måske skal jeg gå på jagt efter et depot og stjæle mine ærter tilbage.

Agretti efter alle kunstens regler

Så gik det endelig op i en højere enhed. Vi havde både kvalitets-olivenolie, citron og gæster til at dele fornøjelsen med. Hele vejen rundt om bordet var der enighed om at det var lækkert. En mild græsagtig tekstur blandet med frugtig olivenolie og syrlig citron. 

Tror du på ufoer

Der er landet en i min have.

Jeg har aldrig haft tilbøjelighed til ufo-squash, men da jeg fik foræret nogen frø skulle de selvfølgelig prøves.
Sorten er Sunburst F1. Jeg såede ét frø, noget senere end de andre squash, og fik én plante som voksede og hurtigt indhentede de andre.
Jeg må give bagsideteksten ret, den har en meget mild og delikat smag.

Jeg høster de første squash mens de er meget små for at fremme frugtsætningen.

Svært at se forskel

De ligner hinanden utrolig meget men det er to arter indenfor samme slægt.
Agretti, Salsola soda, er den største og også den vanskeligste at få til at spire. Den bliver omtalt som italiensk specialitet.
Okahijiki, Salsola komarovii, har et japansk navn som betyder landtang.
Begge arter vokser vildt i tørre, salte miljøer, men de kan også sagtens vokse i almindelig havejord.

Det er lykkedes mig at fremdrive et par planter af hver art. Jeg klipper lidt skud af og håber at der vil vokse nye frem. Eftersom der ikke er nok til en selvstændig ret lægger jeg dem ned i kartoffelgryden i de sidste par minutter af kogetiden.

De smager ikke af så meget men de har en dejligt sprød tekstur.

Suk, så er det kålmøl

I forsommeren fløj store sværme af små hvidvingede insekter op når jeg gik rundt i haven ved skumringstid.
Jeg har nu med hjælp fra Karna Maj fundet af hvad det er og hvorfor.
Her sidder de på den flerårige kål ‘Daubenton’ som jeg ellers havde regnet med at dyrke uden net. Som det ser ud nu skal alle kål, majroer, kålroer, glaskål, alt hvad der hedder noget med brassica under net, hvis man vil have noget ud af det og ikke bare opformere kålmøl.

Så er der ærter

Og det er ikke fordi jeg stammer.
Det er ærterne
‘Oskar’, ‘Hurst Green Shaft’, ‘Meteor’, ‘Jof’
og sukkerærterne, ‘Golden Sweet’ og ‘Engelsk sabel’
Umiddelbart kunne det se ud som om ‘Meteor’ er den lille i dette selskab, men den har den fordel at den er meget kuldetålende og i teorien kan den sås om efteråret og overvintre.

Hvis man vil have egne frø til næste sæson, betaler det sig at reservere et antal planter eller et område straks man begynder at plukke. Ærter vokser hurtigt så i løbet af et par dage giver det helt sig selv. Man ser hurtigt de store og grovere ærter og kan plukke udenom. På den måde fremmer man egenskaben at sætte tidlige ærter.

Andre ærter i haven er ‘Faster Kirstens Høje Ært’, ‘Markana’ og som noget nyt en særlig sen sort ‘Balmoral’.

Når bælgene er så fine som her, kan man koge dem og bruge kogevandet til en suppe.

Brug udtyndingsplanterne

Det kan næsten gøre helt ondt at trække de små planter op når de nu endelig er spiret. Men det er absolut nødvendigt. Hvis de står for tæt og ikke har plads til at udvikle sig får man lavere udbytte. Så hjælper det jo lidt på det at nogen af dem faktisk kan spises. Jeg har endda læst et eller andet sted at rødbedetoppene er endnu sundere end selve roden.
Når “slangen” på slangehvidløg kommer til syne er det en god idé at fjerne den, hvis man ikke skal bruge topløgene til at forny sin hvidløgsbestand med. Når planter bruger energi på at danne topløg, bliver der ikke så meget energi til at danne selve hvidløget. Så hvis man vil have store hvidløg - så af med toppen. Den nederste del kan spises og er meget lækker, resten må kasseres.

I går lavede jeg dampede rødbedetoppe med hvidløgsstængler, kapers og couscous.

Engelsk spinat fra Hvidkilde

Trods navnet er det ikke en spinat men en bladbede. Jeg har aldrig før haft den engelske spinat, men i foråret såede jeg lidt til at bruge som pynt på en markedsbod. Efterfølgende blev den plantet ud i haven og nu har jeg opdaget at den smager meget bedre end den bladbede ‘Bionda di Leone’, som jeg plejer at dyrke.

Den er mørkere grøn, har meget spinklere stilke, hvilket jeg synes er en fordel. Den har en mildere og rundere smag. Det bliver klart fremtidens bladbede her i haven.

Til venstre: 'Engelsk spinat fra Hvidkilde' kan man være heldig at anskaffe sig hvis man er medlem af Frøsamlerne.
Til højre: 'Bionda di Leone' indkøbt for mange år siden fra Franchi Sementi.

Når man vil gøre det så godt

Set i lyset af den knastørre jord og ingen udsigt til regn, fandt jeg på at lægge bønnerne i blød inden såning. Det viste sig at det ikke er en god idé. Fjorten dage senere er de stort set ikke kommet op. Jeg har googlet lidt og fundet ud af at det er en god fremgangsmåde med ærter mens bønner højst skal ligge fugtigt natten over. Så det er forfra med bønnerne.

Vild græsplæne

Hvis man kan lade være med at slå græsset kan der komme de fineste blomster.

Her er det Almindelig brunelle.

Når man slår et stort kartoffelbrød op

Det er sådan lidt on and off med kartofler her i haven. I år er et år hvor jeg er gået lidt amok i forskellige sorter. Bl.a. har jeg købt ‘Mayan Gold’. Den tilhører en særlig art af kartofler, Solanum phureja, som indtil for nylig ikke har været dyrket i Europa. Jeg kunne ikke stå for beskrivelsen, som lyder
Skotsk sort fra 2001, nøddeagtig smag og cremet konsistens, skøn til fritter, mos,mm, mellemtidlig gul skræl og kød.
Den stammer selvfølgelig fra Sydamerika som andre kartoffelarter, men det er i Skotland at man har udviklet og tilpasset den til europæisk klima.
Jeg gik og hyggede mig med at lægge mine 13 (!) forskellige kartoffelsorter og da jeg nåede til ‘Mayan Gold’, var den blevet væk. Hjælp. Ved at rekonstruere forløbet nåede jeg frem til at den var blevet blandet med ‘Flavia’, en tidlig sort som jeg ikke har prøvet før.
Nu tror jeg faktisk at jeg har fundet den. Her er fem kartoffelplanter hvor løvet ser lidt finere ud end på naborækken.

Måske er det ikke så tydeligt på billederne, men i det virkelige liv synes jeg at man kan se forskel. Om et stykke tid når de skal graves op bliver det måske endeligt opklaret.