30. maj 2016

Når man vil gøre det så godt

Set i lyset af den knastørre jord og ingen udsigt til regn, fandt jeg på at lægge bønnerne i blød inden såning. Det viste sig at det ikke er en god idé. Fjorten dage senere er de stort set ikke kommet op. Jeg har googlet lidt og fundet ud af at det er en god fremgangsmåde med ærter mens bønner højst skal ligge fugtigt natten over. Så det er forfra med bønnerne.


20. maj 2016

Vild græsplæne

Hvis man kan lade være med at slå græsset kan der komme de fineste blomster.
Her er det Almindelig brunelle.

15. maj 2016

Når man slår et stort kartoffelbrød op

Det er sådan lidt on and off med kartofler her i haven. I år er et år hvor jeg er gået lidt amok i forskellige sorter. Bl.a. har jeg købt ‘Mayan Gold’. Den tilhører en særlig art af kartofler, Solanum phureja, som indtil for nylig ikke har været dyrket i Europa. Jeg kunne ikke stå for beskrivelsen, som lyder
Skotsk sort fra 2001, nøddeagtig smag og cremet konsistens, skøn til fritter, mos,mm, mellemtidlig gul skræl og kød.
Den stammer selvfølgelig fra Sydamerika som andre kartoffelarter, men det er i Skotland at man har udviklet og tilpasset den til europæisk klima.
Jeg gik og hyggede mig med at lægge mine 13 (!) forskellige kartoffelsorter og da jeg nåede til ‘Mayan Gold’, var den blevet væk. Hjælp. Ved at rekonstruere forløbet nåede jeg frem til at den var blevet blandet med ‘Flavia’, en tidlig sort som jeg ikke har prøvet før.
Nu tror jeg faktisk at jeg har fundet den. Her er fem kartoffelplanter hvor løvet ser lidt finere ud end på naborækken.
Måske er det ikke så tydeligt på billederne, men i det virkelige liv synes jeg at man kan se forskel. Om et stykke tid når de skal graves op bliver det måske endeligt opklaret.


12. maj 2016

Broccoli for øvede

Jeg kan se at jeg kun har lavet et eneste indlæg om strandkål. Det handlede om at blege skuddene. Det har jeg siden opgivet da det bare udviklede sig til rene myrereder.
Men strandkålen findes stadig i haven. Ikke altid på samme sted for den selvsår og det er lidt forskelligt hvor den får lov at blive stående. I går fik jeg øje på de fineste blomsterskud som ligner broccoli ret meget. Bortset fra smagen! Den er ikke for sarte sjæle. De må bestemt være sunde, så bitre de er.



8. maj 2016

God motion at vande med kande

Hver morgen tjekker jeg vejrudsigten for at se om det dog ikke snart bliver regnvejr. Jeg elsker selvfølgelig sol og varme ligesom de fleste andre mennesker. Men lige i disse dage hvor der skal plantes og sås i den helt store stil er det ikke så godt. Det bedste plantevejr er overskyet, så fordampningen ikke er så stor og så mildt regnvejr, gerne om natten. Det er da ikke de store krav.

Der skal selvfølgelig altid vand til når man planter ud, men lige nu særlig meget. Den smule fugt der er i jorden fordamper når man begynder at grave og klargøre.
Heldigvis har jeg tre store regnvandsbeholdere. Når de er fulde kan jeg finde på at fylde spande og kar ved siden af så der er plads til mere vand i beholderne. Det skal nok blive brugt.

Jeg kan også finde på at samle det vand jeg skyller grønsager i og hælde i den beholder som står lige udenfor køkkendøren. Alt det fine rene vand som ryger direkte i kloaken!
Vandtønderne er ved at være tomme nu og så må jeg bruge vand fra hanen.
Kun i virkelig nødstilfælde bruger vi havevander.
Heldigvis ser det ud til regn i slutningen af ugen.