29. maj 2009

Rabarber i lange baner.

Jeg har fået forstærkning fra en venindes have for at kunne gennemføre en række rabarbereksperimenter. Jeg synes selv at det blev meget vellykket.

Rabarbersaft med ingefær


2 slags rabarbersyltetøj

Rabarbersyltetøj med vanille
2 dele rabarber i småstykker
1 del rørsukker
2 cm brugt vanillestang meget finthakket
bringes i kog og hviler natten over.
Næste dag koges det op og koges ind til passende konsistens inden det hældes på rengjorte glas.

Rabarber-banansyltetøj
250 g rabarber
125 g banan (renset vægt)
2 dl rørsukker
korn fra 5 grønne kardemommekapsler, 4 sorte peberkorn, 2 cm kanel.
Krydderierne stødes i en morter og alt varmes til kogepunktet i en gryde. Koger stille og roligt til frugten er let moset ud og konsistensen jævn.
Hældes på rengjorte glas.

Kage


Rabarbermandelkage.
75 g mandelsmør
0,5 dl yoghurt
210 g rørsukker
røres godt sammen. Tilsæt
1 dl hakkede mandler
140 g mel
en knivspids salt
2 tsk bagepulver
Tilsæt 4 æg, et ad gangen.
Rør grundigt. Tilsæt knapt 400 g rabarber i små stykker. Bages enten i muffinforme eller en springform. Bages ved 200 gr i ca 45 minutter. Her må man prøve sig frem, da bageovne er forskellige. Kagen skal bage ret længe da rabarberne safter temmelig meget.
Kagen blev serveret med en lille klat creme fraiche smagt til med rabarbersirup.

24. maj 2009

Delikat gæstemad.


Nu hvor vi er ved at være trætte af at spise nye kartofler, er det dejligt med en rigtig god kartoffelsalat. Nej, det er min spøg. Man bliver aldrig træt af at spise nye kartofler og desuden er det kun anden gang i år at vi graver kartofler op. Men det passede godt til den øvrige gæstemad og de unge mennesker var vilde med den.
Dressingen var meget enkel:
creme fraiche 38%, (måske derfor den blev modtaget så begejstret)
lidt dijonsennep, hakket esgadron, salt og peber.

20. maj 2009

Min yndlingstulipan.


Her hos os må tulipaner og stauder klare sig selv. Min yndlingstulipan er lille, fin og cremefarvet med rosa kant. Her har den fået en ekstra lille rosa plet.

17. maj 2009

Mystiske hvidløg.






















Mine hvidløg, Nettos kinesiske opfører sig mærkeligt. De har dels ligesom ansats til en blomsterknop og dels er de begyndt at sende bladduske ud fra hovedstammen. Det har jeg aldrig set før.
Jeg tænker at løgene måske er en anden sort en normalt. Jeg lægger jo hvad de tilfældigvis har i Netto i august/september.
Jeg har konsulteret Søren som har stor erfaring med hvidløg. Søren har heller ikke set fænomenet i sin egen have. Det bliver lidt sjovt at se hvad der kommer ud af det.

13. maj 2009

Det smukkeste træ i haven.


Vi har mange smukke træer i haven, men det smukkeste lige nu er bestemt det gamle Belle de boskoop, børnenes klatretræ da de var små. Det står lige nu med en sand overdådighed af blomster og en fantastisk duft.

10. maj 2009

Salatskålen netop nu.


Spinat, matador
salater, romaine d'hiver, baquieu, tom thomb
rødkål, usn
vild rucola.
Det er dejligt igen at have sin egen salat med i madkassen.

8. maj 2009

Hvis man vil se hurtige resultater,


sår man radiser. Hvis man vil se meget hurtige resultater kan man
f. eks. så candela di fuoco. I år har jeg sået det første hold i drivhus, og det er ikke den bedste idé jeg har fået. Jo, de voksede hurtigt, men det blev til mere top end rod.
Det blev dog til en lille frokostsalat med revne radiser i en olie-eddikedressing tilsat lidt creme fraiche 38%.

4. maj 2009

Sæson i maj.






















Nu kommer den tid hvor de friske råvarer strømmer fra haven og ind i køkkenet. I den kommende tid gælder det mere om at vælge fra end til.
Vi har mange slags hvidløg. Nettos kinesiske ser en anelse gul ud i kanterne, så den begynder vi at høste og spise nu.



Sådan bagte jeg et lækkert brød med friske hvidløg.
I 1,5 dl koldt vand opløses en lille smule gær og 1 dl durummel og 1 dl speltmel røres i. Skålen filmes og står på køkkenbordet i ca 1 døgn. Nu tilsættes lidt mere spelt, men ikke mere end at dejen stadig kan røres med en ske. Dejen bredes ud på bagepapir i en lille bradepande og hviler lidt. Pyntes med tyndtskåret frisk hvidløg, havsalt og olivenolie inden den sættes i ovnen og bager 15-20 min ved 250 gr.

1. maj 2009