25. mar. 2019

Tørret kål, naturel


Det tynder så småt ud i køkkenhaven og jeg er i gang med at samle en smule forråd til de kommende måneder. Jeg har lagt store poser grønkål og Daubenton bladkål i fryseren. Uden blanchering. Det gælder om at gøre det nemt for sig selv. Nu må vi se hvordan det smager og om vi får spist det.


Desuden tørret både grønkål og bladkål i dehydratoren. Mosdsat alle opskrifter har jeg hverken kommet olie eller salt på. Det er helt naturel. Det bliver meget sprødt og smager fantastisk godt. 


Efter et par dage i glas bliver det lidt mere sejt, men stadig meget velsmagende og anvendeligt. Vi drysser det over al salat eller spiser det bare ved siden af.


18. mar. 2019

Den endegyldige rådyr-løsning


Vi har haft det oppe at vende mange gange i årenes løb. Jævnligt kom vi ud og så skader efter rådyrene. Men hver gang er vi blevet enige om at der er nok til os alle og vi havde ikke lyst til at gå og stirre ind i et hegn. Sidste år eskalerede det så.


Hele marts måned var alt dækket af sne og vi så spor efter dyrene, som på deres vej fra skoven til stranden eller markerne på den anden side af vejen, lige standsede op og tog nogle lækre bidder. Hindbærrene blev klippet ned en ekstra gang.


Men det der for alvor fik bægeret til at flyde over var da en hind i maj måned flyttede ind med to små yndige nyfødte kid og to store kid fra året før. 


Hele haven blev indhegnet. Det tog dem lige et par uger at acceptere det. Jeg så en af dem løbe langs hegnet og der var også tegn til at de havde prøvet at løbe hegnet ned. Men nu er det helt slut med rådyr i haven og der er aldrig mere gnavet af cikorier, bladbeder mm og ikke trampet rundt over det hele. Stor lettelse.

12. mar. 2019

Blegede mælkebøtter



Endelig lykkedes det. Jeg har før prøvet at blege dem direkte på voksestedet men det er svært at få det helt lystæt. Jeg har prøvet at skære bladene af i håb om at de ville skyde forfra. 
Det lader til at den bedste fremgangsmåde er at lade bladene sidde på rødderne og drive dem i potte med noget lystæt over. Her skulle det gå lidt hurtigt så det blev bare en sort plastiksæk. Ikke så æstetisk. De har stået i drivhuset, men det er vist allerede for varmt så nu kommer de udenfor.

Grønne mælkebøtter smager godt men det giver variation at have de blegede også.