7. apr. 2023

Don't Know What You Got (Till It's Gone)*













Savner sådan egne æbler. Vi har bare gået og spist af dem uden at tænke videre over det. Og nu er de pist væk, hver eneste en. Suk suk.

Har prøvet at undvære i lang tid, men til sidst været nødsaget til at 'bide i det sure æble', så at sige. Vi har måttet købe og spise dem fra supermarkedet! 

Som alle ved. De er viklet ind i plast og pap, påtrykt fancy grafisk design med ukendt overfladebehandling. Bagefter ved man ikke hvor det skal hen affaldsmæssigt. 

Udvalget er nærmest lig nul, når det skal være øko. Den ene gang er der kun 'Topaz', den anden må man nøjes med 'Pink lady' fra Italien. 'Gala', 'Janagored'. 'Ambrosia', 'Braebun', lige meget hvilken sort og hvor de kommer fra, så bliver vores grundliggende æblesult ikke stillet. De købte kan slet ikke måle sig med vores egne af ukendt sort.




Her står så de tomme kasser tilbage, som påmindelse om at vi skal sørge for flere æbler i fremtiden. Takket være dette burarrangement er det i år lykkedes os at opbevare æblerne sprøde og faste indtil de blev spist op her i foråret. Det betyder åbentbart meget for holdbarheden at æblerne står ude i det fri med kontakt til udeluft og fugtighed. Før har de stået inde i det uopvarmede udehus hvor de alligevel blev kedelige allerede kort efter nytår. Og det selv om vi gik og passede dem efter alle kunstens regler.

Udendørsburet kan stærkt anbefales. Æblerne er beskyttet mod fugle og gnavere. I kortere frostperioder pakkes med tæpper og lignende. Hvis frosten griber rigtig fat, kan kasserne bæres ind. Æbler kan tåle lidt frost og opbevares i øvrigt bedst i temperaturer nær frysepunktet.

Med lidt handiness kan DIY-buret hurtigt laves med 4mm rionet og noget volierenet. Sider, bund og låg, det hele er bare viklet sammen af ståltrådsstumper. Beviklingerne fungerer også som hængsler for låget, som holdes lukket med et par elastikker fortil. Alt kan købes direkte fra det lokale byggemarked. Kasserne også. Vi har blot skåret dem over i to, så de er halvt så høje og derved lettere at håndtere. Æblerne har også godt af ikke at ligge i for mange lag.

*Cinderella (Tom Keifer) Long Cold Winter 1988

Ingen kommentarer: