20. okt. 2015

Kartoffeldyrkningens svære kunst

Efter 40 år som havedyrker ved jeg stadig ikke hvordan man høster og opbevarer kartofler.
Eller nu tror jeg at jeg har fundet ud af det. De skal høstes når jorden er varm og tør. Dernæst skal de tørre hurtigt i solen og pakkes ned i lystætte beholdere. Opbevares køligt og frostfrit. Jeg venter normalt for længe indtil jorden er våd, og så sørger jeg for at de får så lidt sollys som muligt. På den måde er de fugtige når jeg pakker dem ned og det er ikke godt. Inden jeg ser mig om har de lange hvide spirer. Ikke at det er det store problem for det lykkes mig heller ikke særlig godt at dyrke dem. Det er bare gået jævnt ned ad bakke de seneste år. Jeg tror egentlig ikke at jeg gør noget forkert. Muligvis er jorden bare for tung.

17. okt. 2015

De sidste frø af to-årige

Af mine fem forskellige frøavlsprojekter denne sommer tilhørte de tre Brassica-slægten. Dette kan kun lade sig gøre hvis de tilhører forskellige arter, ellers vil de krydse sig med hinanden.
Således hører glaskål til Brassica oleracea.
Forsøget på at overvintre majroer, som tilhører brassica rapa, mislykkedes fuldstændig.
Den sidste - en pak choy - tilhører Brassica juncea. De oprindelige frø havde jeg fået af en kinesisk ven og jeg kunne ikke gennemskue ud fra posen om frøene var F1. Der kom meget få frø ud af det, men de skal selvfølgelig sås til foråret.
Jeg er allerede i gang med at tænke på hvilke to-årige jeg kan tage frø af til næste år.
Den kunne blive en rødbede f.eks. ‘Chioggia’, forudsat at vi ikke spiser flere af dem fra nu af. Det kunne blive min yndlingsrosenkål, ‘Jåtunsalgets rosenkål’. Det er snart mange år siden jeg fik frøene så det ville være godt med en frisk forsyning. Det kan være ret pladskrævende at avle frø af rosenkål, men jeg har fået tips til hvordan det kan lade sig gøre. Det vil jeg vende tilbage til senere.
Tror også at jeg vil forsøge mig med majroe igen. Der skal så nok gøres lidt ekstra ud af overvintringen.

11. okt. 2015

Frøavl, tredje del af føljetonen

Glaskål er en dejlig grønsag. Den er mild og sprød, og god både i salatskålen og i en gryde med simrede rodfrugter. Frøene er dyre i indkøb. Poserne koster selvfølgelig det samme som andre frø, til gengæld er der meget få frø i. Så da jeg stod med ca. ti stykker glaskål i slutningen af havesæsonen sidste år skulle det da forsøges med lidt frøavl.
Det gik ikke helt som jeg havde tænkt. ‘Delikatess weisser’ er en tidlig sort og den er ikke så nem at overvintre. Men det var nu den jeg havde overskud af, så jeg gravede dem ned og krydsede fingre for at det ville gå godt.
I foråret lod de vente på sig og til sidst kunne jeg ikke nære mig og begyndte at grave for at se om der var liv dernede. Det var der så ikke! En enkelt var frisk og sprød, den røg med i salatskålen, og resten var mere eller mindre forsvundet.

Til gengæld, i en anden ende af haven, havde ‘Purple vienna’ overvintret helt af sig selv uden hjælp af nogen art. De gik ret hurtigt i blomst. Det kommende arbejde med frøene vil vise om de dur til noget.



4. okt. 2015

Frøavl, rødbede, 'Burpees Golden'

Det er vist på tide at jeg kommer videre med min lille føljeton om frøavl. Alt gik planmæssigt og jeg gjorde mig meget umage med at fjerne alle bladbeder, som så ud til at ville gå i stok. Det jeg lige havde glemt er, at der stod nogen selvsåede Stolthenriks Gåsefod i nærheden. Jeg havde endda hæget om dem og passet godt på ikke at luge dem væk ved en fejltagelse. Det var langt hen på sommeren før jeg kom i tanker om at der er et problem der. Jeg har ikke styr på om de blomstrede samtidig, men rødbederne var meget tidligt i gang, så jeg kan jo håbe. Intet kan vides med sikkerhed før jeg ser resultatet til næste år. Det vil nok ikke være en god ide at satse hele rødbede høsten på ‘Burpees Golden’.




1. sep. 2015

Frøavl, gulerod, 'Yellowstone'

I denne sommer har jeg haft flere lidt større frøavlsprojekter, som startede allerede sidste år. Hovedsagelig rødder, som er to-årige og derfor først blomstrer og sætter frø andet år.
Gulerødder er ikke helt nemme at have med at gøre, men umiddelbart ser det hele fint ud.
Jeg havde læst lidt på lektien, alligevel begyndte jeg først at nærlæse Frøsamlernes vejledning i frøavl af gulerødder, efter at jeg var begyndt at høste frøene.
To vigtige punkter har jeg opfyldt
- der skal være mindst 16 planter og
- mindst en kilometer til nærmeste vilde gulerod
Så vidt så godt. Derimod har jeg ikke sorteret i rødderne, men bare ladet dem overvintre på friland og efterfølgende ladet dem alle gå i blomst.
Jeg har også bare høstet løs af de tørre frøstande uden at skele til størrelsen.
Det havde været klogt at udvælge de største og mest artstypiske rødder og udvælge de største frøstande.

Skaden er ikke så stor. ‘Yellowstone’ er ikke en særlig speciel og sjælden arvesort og det er bare til mit eget brug.
Frøene er utrolig nuttede med små “ben” til alle sider. Industrielt høstede frø får slebet benene af mekanisk. Frøsamlerne har en teori om at frøene holder bedre hvis dette ikke sker.
Nu kan jeg rigtig rutte med gulerodsfrø. Faktisk har jeg ret svært ved at få gulerødder til at spire eller jeg tror snarere at der er noget småkryb der spiser dem ligeså hurtigt som de kommer op.
Her i slutningen af august og i september bredsår jeg forskelligt på de bede der er blevet tomme. Her bruger jeg gerne frø som jeg har masser af og det kan f.eks. være gulerod. Med lidt held kan de overvintre, give tidlige rødder til næste år.


30. aug. 2015

Bær-alliance

Som Birgitte gør opmærksom på kan man lave dejligt alliancesyltetøj. Egentlig har jeg opfattet det med alliancer som noget man laver når man ikke har nok af en enkelt slags frugt. Men i virkeligheden gør de forskellige slags nok noget for hinanden. Det her ser i hvert fald lækkert ud, synes jeg, og det smager også fremragende.


26. aug. 2015

De gamle ribs

De over 40 år gamle ribsbuske bliver ikke passet på nogen måde. Det vil sige, det er ikke helt rigtigt for vi hakker det værste græs væk en gang eller to i løbet af foråret. Ellers foretager vi os ikke noget. De bliver ikke beskåret, de bliver ikke gødet. Alligevel leverer de trofast en enorm mængde ribs hvert år.

Nu er det så mærkeligt, at ribs ikke appelerer til mig. Til allersidst når de er meget modne, og sjovt nok får de også lov til at hænge i fred for fuglene, tager samle-forråd-genet pludselig over og jeg går i gang med at plukke. Så bliver der plukket et par kilo, lavet ribssaft, puttet lidt i fryseren, hvorefter jeg glemmer dem igen. Også dem i fryseren.


21. aug. 2015

Fra haven til maven

Jeg er ret vild med at lave mad fra haven og ind imellem tænker jeg på om jeg skulle oprette en sideløbende madblog. På den anden side ville det ikke rigtig give mening, for når jeg skal lave mad går jeg ud i haven, ser hvad der er og komponerer noget udfra det.
Det er altid sæsonens råvarer der optræder, så i perioder får vi det samme og det samme, men i forskellige kombinationer og tilberedelsesmetoder. Lige nu er der squash, persille, hvidløg og tomater i overflod. Jeg skar squash i tynde skiver, lagde dem lagvis i et fad og smurte hvert lag med persille/tomatpesto.
Ind i ovnen til det er færdigt. Glemte desværre at fotografere resultatet.


20. aug. 2015

Abrikoshøst

Ja, det er altså ironi, for abrikoserne kan tælles på to hænder. Der var otte.
Det så ellers meget lovende ud i foråret med en masse blomster. Der var vist et eller andet med det forår som gjorde at de ikke blev bestøvede.

Teoretisk er jeg meget glad for abrikoser men i praksis er de tit lidt melede og kedelige, så derfor har de nu ligget på køkkenbordet et stykke tid, mens jeg har overvejet hvad de skulle bruges til. I dag blev de kogt med en lille smule sukker og vand og det blev altså godt. Især med lidt fløde på.


5. aug. 2015

Overspringshandlinger på den gode måde

En typisk formiddag i haven kan forløbe på denne måde: Jeg er på vej ud i haven med en kurv over armen for at plukke bønner, da jeg ser at græskarbedet trænger til at blive luget. Det gør jeg så, men forinden tager jeg frø af blomsterkarsen og putter dem i lommen.

Bagefter henter jeg trillebøren til ukrudtet.
Eller rettere sagt jeg har til hensigt at hente den, men undervejs tjekker jeg lige frilandstomaterne for sideskud. Mellem tomaterne står en lille række basilikum som skal vandes.

For at hente vandkanden må jeg forbi ærtebedet, hvor ærterne er ved at være tørre, så jeg må hellere plukke dem inden de falder til jorden. 


Der bliver også tid til at beundre brudeslør, inden jeg går ind for at hente en skål til at samle skovjordbær i.

Sådan kan der gå meget dejlig kvalitetstid i haven. Og bønnerne fik jeg også plukket.
Jeg har også lavet en overspringshandling mens jeg skrev dette indlæg, nemlig googlet brudeslør, og fundet ud af at de kan tørres og bruges til vinterbuketter. Det må jeg se på i morgen.


31. jul. 2015

Kardon, ‘Gobbo di Nizza’

Sjovt nok har jeg aldrig blogget om kardon, en meget spektakulær plante. Den bliver enormt høj. Som I kan se på fotoet når den helt op til skyerne.
Gobbo betyder pukkelrygget og hentyder til måden den bliver dyrket på, således at den nærmest krummer sig op af jorden.
Normalt er det de tykke og opsvulmede bladskeder man spiser. Det er dog aldrig lykkedes for mig at få den til at lave noget videre bladværk. Tværtimod skyder den i vejret og danner  blomsterknopper a la artiskok. Modsat andre kardoner jeg har set, bliver de meget store. Der er ikke meget kød på bladene men bundene smager fint. Nøjagtig som artiskokker.


Der er en del skære og gravearbejde.

Men det er bestemt ulejligheden værd. Se hvor meget der kom ud af det.

Modsat artiskokker har kardoner ingen problemer med at overvintre.

Jeg høstede kun de største. Resten blev omdannet til et par store udendørs buketter og anbragt i bedet.

27. jul. 2015

Brug rigeligt med krydderurter















Rødebedesalaten med krydderurter var lidt af en øjenåbner for mig. Her skal ikke bare bruges en kvist timian og et par stilke persille, men store mængder af basilikum, persille, dild, koriander og estragon. Fedmen fra ristede frø og kerner står fint til urternes aroma.
Jeg har for egen regning lavet en bund af salatblade.















Den nøjagtige opskrift kan findes i
Yotam Ottolenghi, Plenty more, forny dit grønne køkken

21. jul. 2015

Diversitet

Hornviol og persille, 'Christiansø'

Ærter, 'Oskar' og blomsterkarse

Krysanthemum og squash, 'Verde de Milano'

Dusksalvie og løg

Honningurt og kartoffel, 'Semlo'

Gulerod i blomst, 'Yellowstone' og havesalat 'Morges'

17. jul. 2015

De er svære de der fennikel

Det er snart nogen år siden fennikel er lykkedes rigtig. Altså fået de buttede opsvulmede knolde. De bliver mere lange og tynde. Det er nok et spørgsmål om tilstrækkelig varme og vand.
Men smagen er jo den samme. Her har jeg lavet ovnbagt fennikel med persillepesto. Masser af persille, græskarkerner, revet parmesan, olivenolie, citronsaft.


10. jul. 2015

Fordelen ved at bruge friske løg

Der er meget mere mad i friske end tørrede løg da
hele den grønne top kan bruges.


5. jul. 2015

Bønner i spand

Set i lyset af det kolde forår, viste det sig som en god idé at så bønner i et par spande.
Det er efter samme princip som kartofler i spand. Man høster én gang og så er planterne færdige. Så håber vi bare at bønnerne ude i haven snart kommer efter det.



4. jul. 2015

Kompostbunken spejler haven

Her i græskarbedet som er bygget af kompost er der et mylder af selvsåede planter.
Jeg har fundet
Røde og grønne mælder
Rød og grøn amarant
Vild og broncefennikel
Dild, persille, koriander, hjulkrone
Flere slags salater
Et mylder af tomater
Bladbede
Uidenticiferet kål
Græskar
Kongelys, morgenfrue, marietidsel

Og det er blot det som er kommet først op, senere kommer andre til er jeg sikker på.
Jeg fjerner det værste ukrudt, for det er der jo også kommet en del af, og ellers er det bare om at hente udplantningsplanter, høste og sørge for at der stadig er plads til græskarrene.