Nye kartofler

Bare rolig, jeg er ikke begyndt at høste kartofler. Har blot anskaffet nyt læggemateriale.

Fra Tyskland: 

Solist har jeg haft før. Den vinder nok ikke på smag, men til gengæld er den én af de allertidligste. Ovale gule knolde som er fast-kogende.

Sieglinde har jeg også haft i mange år og været meget glad for indtil man pludselig ikke kunne få den mere. Angiveligt fordi den var modtagelig overfor skimmel. Hvorfor jeg ikke selv sørgede for læggemateriale, forstår jeg ikke. Måske var jeg ikke så hardcore frø- og knoldesamler dengang.

Den er tidlig, fastkogende med gult kød og fremragende smag.

Disse to stammer fra en frøsamler

Arran Victory er en gammel sort med hvidt kød, melet, god til dampning, meget sen, god spisekvalitet. Stammer fra den skotske ø Arran.

Bamberger Hörnchen er middeltidlig sort, lille, aflang med fast lysegult kød. Nøddeagtig smag.

Oveni fik jeg to frøformerede kartofler 

Lavendel og Sifs Øje. Det bliver spændende hvordan de er.

Det er så hele 6 nye sorter. Det betyder at jeg for overskuelighedens skyld burde undlade at sætte nogle af de 12 sorter jeg har i forvejen. 

Alouette og Nicola er de eneste to som umiddelbart er oplagte at udfase. Alouette dyrkede jeg for første gang sidste år og den er jeg ærlig talt ikke begejstret for. Jeg kalder den en foder-kartoffel. Store kartofler uden særlige kulinariske egenskaber, efter min mening.

Nicola har jeg en gang købt i Lidl, men hvis jeg googler dem, ligner de slet ikke.

Her er mit bud på tidlige kartofler. Belle de fontanay som først har ligget til spiring under plantelys, siden er blevet sat i spand i køkkenet 21. jan.

De næsttidligste er Mayan Gold. De blev udelukkende sat fordi de havde meget lange spirer.

Så er det ramsløgsæson igen

Det er stærkt, det er godt, og så er det sundt.

 

Forårsrødder

Når de fleste rodfrugter enten er spist eller gået til i frosten, har vi stadig skorzonerrødderne og havrerødderne. Virkelig dejlige rødder som kan stå ude hele vinteren og kun bundfrossen jord kan forhindre en i at grave dem op. 

Skorzoner både ligner og smager af kokos med sit sprøde hvide kød og sorte skræl.

Virkelig en yndlingsrod her. 

Knoldgaltetand/kinaskok

En af de gamle glemte køkkenurter. Den er omtalt i Stephan Nyelands ‘Køkkenhavedyrkning’ fra 1896. Her er der også lidt historie. Den blev indført til Europa fra Japan i slutningen af 18-tallet af franske botanikere og dyrket i Crosne, hvorfor den blandt flere andre navne også hedder Crosne du Japon.

Den er uhyre nem at dyrke. Den overvintrer ligesom jordskokker og skal helst blive i jorden indtil den skal bruges. Et tip er at lægge dem direkte i et fad vand mens man graver. For her er nemlig det helt store problem. Rensningen. Knoldene er meget små og rillede og der sidder meget jord gemt derinde. Jeg har ikke tålmodighed til at skure alle de riller, så det blev bare til grundig skylning. Resultatet i gryden var lidt knasende. Der skal nok en grøntsagsvaskemaskine til! Eller jeg vil prøve at gøre som det anbefales i ‘Køkkenhavedyrkning', skolde dem inden tilberedning. 

Når en (spiselig) plante først én gang er kommet ind i haven har jeg meget svært ved at udfase den. Knoldgaltetand er ingen undtagelse, og den bliver derfor nu flyttet til den vilde afdeling af haven.

Det er en meget fin lille plante med mynteagtige blade og lilla læbeblomster, så om ikke andet kan den pynte og måske være til glæde for insekterne.

Det gælder om at se mulighederne

Et tilsyneladende råddent radicchio-hoved.

Når man får fjernet alle de dårlige blade, viser der sig et kompakt og fint spiseligt hoved. 

Ikke alle cikorier har overlevet, men er det ikke utroligt. Vi har haft døgn-frost og helt ned til minus 10, og alligevel kan man finde den slags fine hoveder på friland uden nogen form for beskyttelse.