4. aug. 2014

August er den travle måned

August er faktisk en af de allertravleste (forstået på den gode måde) måneder i køkkenhaven. Alle mulige lækre grønsager står i kø for at blive høstet, tilberedt og nydt ved bordet. Ærter, bønner, sommerkål, tomater, agurker, artiskokker, gulerødder, salat, løg og mange flere har deres højdepunkt lige nu. Hindbær er på vej, snart også brombær og blommer.

Der skal høstes frø og det kan hurtigt blive ret omfattende hvis man har f.eks. bønner, salat, blomster som er de nemme at høste fra. Gå en tur hver aften med forskellige små beholdere og nip de frø som er modne. Husk at mærke beholderne tydeligt for bagefter er det umuligt at huske eller se forskel på frøene.

Men det er ikke gjort med det, for august er også den store så-måned. Nu er det tid til at planlægge og så efterårets og forårets grønsager. Hver gang et bed tømmes, og det går stærkt her i sommervarmen, kan man så nyt. F. eks. pak choy, cikorier, spinat, forårsløg.
Denne sommer har vi så en ekstra opgave: vande, vande, vande.
Her foregår det med vandkande. Heldigvis har jeg installeret vandhaner forskellige steder i haven så jeg ikke skal gå alt for langt. Jeg får meget god motion på den måde.

Nogen af de afgrøder, som sås nu, skal ikke høstes før om 4-5 måneder. Her er en særlig variant af Pan de Zucchero. Den hedder Borca og jeg har fået den af et medlem af Frøsamlerne. Den skulle blive særlig stor og sprød. Det glæder jeg mig til.

28. jul. 2014

Pasta e fagioli, dog uden pasta

I denne vidunderlige varme og tørre sommer opfører haven sig anderledes den plejer.
Planterne når ikke nær deres normale højde og f.eks. bønner og ærter modner tidligere og hurtigere end normalt. Derfor tog jeg allerede i går hul på flageolet bønnerne.
Det er noget forholdsvist nyt i min have. Denne hedder simpelthen Grøn Flageolet, men der må findes andre sorter. Bønnerne er små og sart lysgrønne. Når de høstes inden de tørrer på planten er de en sand delikatesse enten kogte alene eller med hvad der ellers er i haven. Jeg tog tomater, løg, chili (umoden og mild), kartofler og basilikum.
Jeg kunne dog med fordel have ventet lidt endnu for de var lidt svære at bælge.
Bønnerne ses ikke så tydeligt i tallerkenen, men hvis man tog en enkelt og spiste alene havde den en skøn mild og cremet smag.

Dem skal jeg helt sikkert have flere af til næste år.


18. jul. 2014

Midt i en agurketid

Selve agurkerne kan man ikke se, men de er der kan jeg godt sige. Vi høster 4-5 agurker to gange om dagen.
Der er tre forskellige slags:
Drueagurk, Piccolo di Parigi
“Skoleagurk”, Beit Alpha
Slangeagurk, Burpless Tasty Green F1
I midten har jeg sat Ampelbrøndsel, Bidens triplinervia, for at udfylde evt. tom plads.
Tilføj billedtekst

3. jul. 2014

Rødbeder i drivhus

Jorden i drivhuset er hentet forskellige stedet i haven og fra kompostbunken. Derfor spirer der tit sjove ting frem. I år er der f.eks. en hel del rødbeder. Takket være de gunstige vilkår bliver bladene meget store. I disse dage er jeg i fuld sving med at finde på med rødbedeblade.
Indtil videre er det blevet til
Souffle med rødbedeblade og stængler, løg, æg
Rødbedeblade og stængler med løg og gedefeta
Kåldolmer med couscous, løg, mandler, rødbedeblade og stængler
Jeg huskede at tage et foto af souffleen.

30. jun. 2014

Mad til fuglene

Tanken om at dyrke mad til fuglene er mig ikke fremmed. Gråspurvene har været travlt beskæftiget i de sidste dage, men jeg havde nu ikke regnet med at de ville spise så grundigt op.
Sådan så mine bygplanter ud for 5 dage siden.

Og sådan ser de ud i dag. Stort set intet tilbage.


26. jun. 2014

Uh, en gyser

Halvdelen af hvidløgene er gravet op
 Jeg har selvfølgelig kunnet se det i et stykke tid. Den er helt gal med hvidløgene i år.
Jeg har lige læst mig til at smitten begunstiges af varme og fugtige forhold. Jeg synes nu ikke at det har været særlig fugtigt i år.
En del kan stadig spises, men de er ikke langtids-holdbare

Selvom de ser frygtelige ud, kan man godt lægge dem lidt dekorativt










Jeg tænker at det også kan skyldes den milde vinter. Måske ser det sådan ud i mange haver lige nu.
Der er vist ingen vej udenom at skaffe nyt læggemateriale og finde nye voksesteder. Måske mellem stauderne.
Har du også rust i hvidløgene?

22. jun. 2014

Formiddagskaffe i drivhuset

Der er læ i drivhuset og jeg nyder udsigten udover skov og mark.

18. jun. 2014

Bladbedetærten

En tæt underskov af selvsåede bladbeder
 Tourte de blettes er en specialitet fra egnen omkring Nice. Der findes en del opskrifter på nettet og også enkelte på dansk hvis man har lyst til at prøve. Jeg er ikke helt tilfreds med mit forsøg. Det er som om den søde smag fra sukkeret ikke rigtig går i forbindelse med bladbederne, men de to smage opleves hver for sig. Jeg ved ikke om det skal være sådan eller? Hvis jeg en dag kommer til Nice, hvad der ikke er helt utænkeligt vil jeg prøve at smage en ægte tourte de blettes.

Som det ses går jeg ikke så meget op i den tekniske udførelse af kagerne

11. jun. 2014

Ærter, en sand delikatesse

Jeg kan ikke lige komme i tanker om en afgrøde som giver så lidt i forhold til hvor meget plads den optager. Jeg tænker på de første lave ærter.
En bombe af sødme i munden.
Det tager tid at bælge en lille portion men det er ulejligheden værd.
Man kan også bare spise dem direkte fra busken. Uhm, så bliver det ikke meget bedre.




10. jun. 2014

Yndlings-krydderurten for tiden

Jeg hører til dem der gemmer frøposer


Vores almindelige purløg har runde blade og lilla blomster til forskel fra Kinesisk Purløg, som har flade blade og hvide blomster. For nogen år siden læste jeg hos Joy Larkcom, Oriental Vegetables, at der også fandtes en kinesisk purløg med runde blade. Jeg er sikker på at man ikke kan smage forskel, alligevel ville jeg gerne have sådan en spændende én med runde blade  og satte min japanske forbindelse i gang. Jeg fik to poser frø.

 
Jeg kalder dem japansk purløg

Da jeg ikke er i stand til at læse japansk må jeg holde mig til billederne og det ser ud til at den ene slags mest dyrkes for blomsterknopperne og den anden for bladenes skyld. Man fortalte mig at sådan noget som purløg med runde blade findes ikke. Efterfølgende her jeg tænkt at det måske er blomsterstænglerne der tænkes på, for de er jo runde.

Smager virkelig skønt i alle slags grøn salat
Alle frø blev sået  og der gik ikke lang tid før jeg opgav at holde styr på hvad der var hvad. Nu har jeg bare et bed med det dejligste purløg som jeg klipper af i en uendelighed i denne tid til salatskålen. Faktisk har jeg nærmest fået klippet dem ned. Der skal vand til før de kommer igen.
De skal nok komme igen så snart det begynder at regne


6. jun. 2014

Naturlig langtidsholdbar mad

Vi planter græskar ud og spiser af sidste sommers høst på samme tid. Og de smager stadig supergodt. Det kan man da kalde langtidsholdbar mad.

For at lykkes med det skal man selvfølgelig vælge de rigtige sorter og så skal man lade dem sidde og blive modne og tørre så længe som muligt på planten. Men de skal høstes inden frosten og fugten tager over. Dernæst skal de tørres i flere etaper. Først i drivhus, hvis det stadig er lidt lunt, så under brændeovnen eller et andet lunt sted. Til sidst skal de opbevares et køligt men ikke koldt sted.

De tåler ikke frost så de eksemplarer der bliver lagt til pynt ved hoveddøren kan ikke holde. Man må vælge, enten pynt eller spise.




2. jun. 2014

Jeg nåede det ikke

For en halv time siden stod jeg og beundrede dette jordbær, som var næsten rødt, og tænkte på om jeg skulle plukke det inden solsorten fik øje på det!


1. jun. 2014

Årets første sommermorgen

Og så endda en søndag. Solen skinner, fuglene synger, blomsterne blomstrer. Skønt og herligt og hvor vi nyder det. Men ellers er jeg sikker på at alle haveejere lige nu ønsker sig en rigtig dejlig silende heldagsregn.


Her i vild med have har vi også blomster og akelejerne har lige passeret deres højdepunkt, er begyndt at gøre klar til at danne frø så vi kan få endnu flere.


27. maj 2014

Køkkenhygge i blæsevejret

Fra haven,
Modne salater af sorterne Romaine d’Hiver og Little Gem, begge nogen af mine yndlings-,
Spinat til enten en gratin eller bare wokket med hvidløg og soya,
Alexanderurt, har endnu ikke prøvet at smørdampe stænglerne,
Persille, Grüne Perle til en lækker persillepesto,
Bladbede, har længe gået rundt om en opskrift på kage med bladbede. Der kommer et indlæg hvis den er noget at skrive om.

22. maj 2014

Nu kan jeg ikke vente længere

Jeg har travet rundt og ventet: hvornår bliver stikkelsbærrene klar. Jeg er fuldstændig udgået for frugt og det ville være så skønt med en lille klat sylt til ostemaden. Den ene rabarberplante er gået ud og de andre har allerede leveret så meget som de kan.
Så hvornår? I dag!


19. maj 2014

Frøavl af kål

Rapsen blomstrer på markerne i øjeblikket og fylder visse steder det danske landskab med gult så langt øjet rækker.
Det gælder heldigvis ikke den mark som er lige neden for vores have, for i år vil jeg forsøge mig med frøavl af kål.
Der findes ca 30 kålarter, men kun 4-5 er interessante for os haveejere. Kål krydser indenfor samme art, så man kan kun tage frø af én sort indenfor hver art. Eftersom frøene kan holde i 4-5 år kan man veksle og tage forskellige frø hver sommer og på den måde have et bredt udvalg af egne frø.
Allerede sidste år bestemte jeg at jeg ville tage frø af kålroe, Bangholm. Den tilhører arten Brassica napus. Der er den smarte ting ved kålroen at når man høster den, kan man skære den over så en god bid af roen bliver siddende på toppen og så plante den igen. Den vil nu vokse videre, overvintre, blomstre og sætte frø. To ting på en gang så at sige, for ellers må man jo indrømme at der er en vis interessekonflikt når man både vil spise sine afgrøder og høste frø.
Salatsennep, Osaka Purple har imod alle odds overvintret. Frøene er meget dyre i indkøb så derfor er det nærliggende at prøve at høste sine egne. Det kan lade sig gøre fordi salatsennep tilhører en anden art, nemlig Brassica juncea.

Desuden har jeg den franske Navet Noir d’Hiver, som vistnok er en majroe, selvom jeg hele tiden har regnet den for at være en ræddike. Både majroer og ræddiker tilhører arten Brassica rapa og kan således også blomstre uden at krydse med de to andre.
Alle de 3 arter som jeg nævner her har den fordel at man kun behøver 6 individer for at undgå indavl. Det gør det hele ret overkommeligt. Vil man derimod tage frø fra Brassica oleracea (hertil hører alle “almindelige” kål såsom rødkål, hvidkål, rosenkål osv) skal man have mindst 20 individer for at undgå indavl, og det er ligesom ikke rigtig noget man kan give sig af med i en almindelig have.
Så på den måde har jeg min egen blomstrende kålmark i haven.


11. maj 2014

Genbrug af plastik

Vi lever i  plastikalderen. Så meget er lavet af plastik eller pakket ind i plastik. Næsten alt det mad vi køber er pakket ind i plastik. (Eller papir, og det har så vist sig også at være et problem.) En del af det kan faktisk genbruges.
F.eks. laver jeg små midlertige sneglehegn af brugte yoghurtbægre ved at klippe bunden ud og skubbe dem ned over de små udplantningplanter. Alle og enhver (læs: snegle) kan sagtens forcere hegnet. De kan både kravle over og grave sig under, men af en eller anden grund virker det alligevel stærkt hæmmende på bæsternes fremmarch. Senere når planterne er blevet større og kan tåle at miste et blad eller to uden at gå ud, fjerner jeg forsigtigt hegnet igen ved at dreje det lidt mens jeg trækker opad. Bægrene kan bruges igen og igen.


7. maj 2014

Min første citron

Det her er min første citron, for de citroner der sad på planten, da jeg fik den sidste år i marts tæller ligesom ikke rigtig med. Planten har ikke overvintret under optimale forhold. Den har både haft det for koldt og for mørkt. Den har tabt næsten alle blade og ser faktisk ikke særlig godt ud lige nu.
Heldigvis har den beholdt alle sine frugter og nu er én af dem moden. Den er begyndt at skyde masser af nye blade og blomsterknopper. Så også dette forår vil drivhuset blive fyldt af den dejligste citronduft.



1. maj 2014

Pasningsordning til tomater

Hvis man skal på ferie på et tidspunkt hvor tomater eller andre planter er pasningskrævende findes der forskellige løsninger. Hvis man synes, at det er for meget at bede en nabo om at passe hele det menageri man har fået anlagt, findes der noget så smart som et vandingstæppe.
Man placerer et stykke plastik og tæppet på køkkenbordet og lader det hænge ned i en balje fuld af vand i vasken. Planterne står på tæppet og suger selv vand. Det hele kan selvfølgelig også arrangeres på et bord og med en balje vand i den rette afstand et hvilket som helst sted i huset.
Jeg har købt tæppet for et mindre beløb for rigtig mange år siden og det er blevet brugt igen og igen. Vi har været borte i op til 14 dage uden problemer. Genialt, synes jeg.