29. okt. 2014

Lykke er at finde en kasse

Jeg har noget med emballage. Poser, æsker, eller som her en dejlig frugtkasse.


26. okt. 2014

Vild med have har haft besøg

Hvis I vil se professionnelle fotos fra min have, så se Birgittes artikel her hos Havefolket.


Dagens ret

Majroer med løg og timian. Fra haven.

21. okt. 2014

Vindrue-juice

Vores drue er en gammel sort med tyk skal og mange kerner. Altså ikke særlig velegnet til spisebrug.
Drivhuset, som den stod indeni, er for længst væk og druen klatrer rundt i æbletræerne fuldstændig som den lyster. Her hænger nu, side om side med røde æbler, store blå drueklaser.
Mit samle-forråd-og lave- mad-gen dikterer mig jo at de skal bruges til noget, så jeg har gjort adskillige forsøg.
Kogt druesaft smager bare sukkersødt og ikke særlig meget af druer.
Da jeg ville køre dem gennem juiceren sprang kernerne lige op i loftet.
Her kommer så løsningen: Pres druerne med håndkraft gennem et dørslag. Det tager max 30 sekunder og man står med en stor kande dejlig friskpresset saft.

17. okt. 2014

Hvad vi høster lige nu

Den kan f.eks. være:
En overlevende agurk, som jeg fandt i drivbænken. Den er blevet stor og grov, men kan sagtens bruges hvis man skræller den.
Daikon, Minowase 2. Tænk det er allerede to måneder siden at jeg såede. Husker det som for nylig. Rødderne er blevet store, men desværre er der en del “orm” som skal skæres fra ved køkkenbordet.
Ærteskud. Husk at kaste lidt ærter så snart der er tom jord. Det giver bonus her i oktober.
Små spæde jordskokker, som kom til syne da jeg tog hul på en kompostbunke.
Vårsalat. Den styrer selv hvor og hvornår.
En duftende kvæde til frugtskålen.

15. okt. 2014

Så fik jeg dem alligevel

En stor flok traner på vej øst om haven.

13. okt. 2014

Havearbejde og ornitologi

I de seneste dage har jeg siddet på hug med et af mine yndlingshaveredskaber, en lille køkkenkniv, og øvet mig i disciplinen: der må ikke være nogen planter i havegangene. Heller ikke selvom de er smukke. Heller ikke selvom de smager godt.
Jeg har øvet mig i at huske at der jo er masser af salater, pastinakker, koriander osv. på bedene. De behøver ikke også at være i havegangene. Så - op med dem.
Det er tydeligt at jeg må øve mig mere for her, ser jeg nu, har kørvel og blomsterkarse undsluppet kniven.
Mens man sådan sidder og har blikket koncentreret mod jorden kan man sagtens være på ornitologisk udflugt alligevel. To små flokke lavtflyvende traner cirklede et par gange rundt over marken med deres karakteristiske trompeterende lyde inden de forsvandt mod syd.
Jeg valgte at nyde synet i stedet for at løbe ind, vaske hænder og finde kameraet.


9. okt. 2014

Frilandsauberginer i supermarkedsstørrelse

Først “brokkede” jeg mig lidt over at der ikke rigtig var nogen frugter, men nu er jeg helt benovet over succesen. Fire planter har givet alt dette - og så på friland.

Tak til Søren for at have frembragt disse frilandsauberginer gennem flere års arbejde med krydsninger og observationer. Arbejdet kan følges her i Skrubtudsens have.

Enkelte af frugterne lægger jeg til side for at frøene kan eftermodne og siden kan jeg også, ligesom Søren, dele ud til andre frøsamlere i foreningen Frøsamlerne.

14. sep. 2014

Efterårshindbær

Det er rigtig smart, for de sene hindbær har blomstret for sent til at hindbærbillen har kunnet lægge æg i blomsterbunden. I ved, de der små orm som gør at det er et kæmpe sortere-arbejde at plukke hindbær i juli.
I september kan man bare plukke og nyde. Der er måske ikke så mange bær ad gangen, men så kan man gemme i fryseren til der er nok til en portion hindbærsylt eller bare spise dem direkte fra busken eller til dessert.
Der findes særlige efterårsbærende hindbær, men faktisk kan man få alle hindbærplanter til at give frugt i september i stedet for juli ved at skære alle skud helt ned i foråret.


8. sep. 2014

Vild med have på indkøb

Normalt impulskøber jeg ikke, men i går på markedet løb det af med mig. Det blev til to ny planter. Mesterrod til venstre og til højre Tulbaghia også kaldet Afrikansk Hvidløg. Aldrig hørt om den før. Den ligner kinesisk purløg til forveksling, men har violette liljeagtige blomster. Alt det her med plantefamilier er ret indviklet, det lader dog til at den trods navnet ikke er en allium. Det vil sige at jeg roligt kan lade den stå ved siden af purløget. Jeg prøvesmagte et blad, meget forsigtigt, og havde hvidløg på tungen flere timer efter.


30. aug. 2014

August-tallerkener i udvalg

Det er afvekslende at spise grønt. Selve tallerkenen er den samme hver dag, men det der ligger på den skifter. Haven bestemmer menuen (i samråd med "køkkenpersonalet") og der kommer jævnligt nye råvarer til.

Også i august er der et væld af muligheder når måltiderne skal tilberedes og det er nærmere et spørgsmål om at vælge fra.

Vi begynder så småt at høste sojabønner til edamame, samtidig med at der stadig er grønne bønner.

Hver dag ligger der en eller to salater og en eller to varme retter. Denne dag spiste vi en af de sidste artiskokker.

Couscous- og mandelfarserede squashblomster og en dejlig humpel hjemmebagt brød.

Den hjemmelavede hummus med salat og dampede squash.

Det nye på tallerkenen denne dag er agurker og linser i sennepsfløde. Jeg leder stadig efter nye måder til at anvende agurker.
Majsene er meget tidlige og trods tørken store og regelmæssige.

Koldt hakket grønt og varmt hakket grønt.

Jeg har sået en særlig lille, og derfor (regner jeg med) nemmere at få til at lykkes, butternut. Den var ikke så sødmefyldt som jeg havde regnet med så resten får lov at sidde på planten lidt endnu. Sorten hedder Hawk F1.

25. aug. 2014

Hjemmelavet hummus

Det viser sig at det er rigtigt, det kan faktisk lade sig gøre at dyrke kikærter i Danmark.
Godt nok ikke med det store udbytte, men det er da lidt sjovt alligevel. De var lidt svære at bælge, så det bliver nok ikke noget jeg vil dyrke i stor stil.
10 ærter sået i maj måned gav til en enkelt portion humus.

Ærterne blev kogt med et hjemmedyrket laurbærblad, skålen gnedet med et hjemmeavlet fed hvidløg, hummusen smagt til med hjemmedyrket spidskommen.

Den bedste hummus jeg længe har smagt! Nej, helt ærligt så smagte det som den hummus jeg plejer at lave, men det er sjovt at prøve at lave det hele fra grunden.



20. aug. 2014

Blomstermad

En buket solskin
Inspireret af Kirsten Skaarup har jeg for første gang prøvet at farsere squashblomster. Jeg tog kun hanblomster så det er ikke noget som vil mindske udbyttet på planterne.
Man tjekker lige blomsterne for smådyr. Man kan læse allevegne at man skal klippe støvdrageren ud, så det gjorde jeg, selvom jeg ikke forstår hvorfor. Jeg smagte på én af dem og den smagte ikke grimt.
Bægerbladene derimod er meget bitre. Det nemmeste er at sortere dem fra under spisningen.
Støvdragerne er nærmest små skulpturer
Det jeg puttede i: couscous, finthakkede mandler, hakket basilikum, revet parmesan, en æggeblomme. Med mængderne må man prøve sig lidt frem. Hvis der er for mange blomster, er det ok at lade nogen gå på komposten.
Klar til at gå i ovnen
Hvis der er for meget fyld, kan man enten, som jeg lægge det ved siden af blomsterne i fadet eller lade det indgå i en ny ret f.eks. rodfrugtdeller.
Pensles med olie og så skal det i ovnen.
Vi skal spise

17. aug. 2014

Tomat-litteratur

Caspar Colling Nielsen har skrevet en gribende fortælling om en tomat som sådan ønsker at blive plukket ligesom alle sine med-tomater. Historien indgår som en del af Den Danske Borgerkrig 2018-24. Den kan læses selvstændigt fra side 197-204, hvis man ikke har lyst til at læse hele bogen.
Herefter er det ikke mere det samme at skære en tomat i stykker.



12. aug. 2014

Tomater til morgenmad

Prøv noget nyt og start dagen med en skøn tomatsalat. Det er i hvert fald oplagt hvis man har lige nu har et drivhus som bugner med frugter.
Nyplukkede, drysset med flagesalt og dryppet med lidt god økologisk olivenolie. Skøn sommermad.